Din Strid er endt, men jeg har min at friste;
end staar jeg fast, jeg samler alt mit Mod,
skjønt Stænk for Stænk jeg føler Tvivlen liste
sit Kuldegys ind i mit varme Blod.
Jeg kjæmped nobelt, aabent, uden Støtte,
med rene Vaaben for en ærlig Sag;
mod Sorg og Smuds de Vaaben ikke nytte,
min Sag og jeg er dømt til Nederlag.
Men Du har ingen Dødsdom mer at frygte,
Dig glemte Verden, som Du glemte den.
O, kunde selv jeg skjult gaa bort og flygte,
derhen, hvor Du nu er, derhen, derhen!