Thor Lange (1851–1915)

        To Søstre var vi af gammel Rod,

        den ene hende gik Skjæbnen imod,

— Der blæser en Storm gjennem Vinduets Bue, —

        en Jarl hende fulgte paa Vej overalt,

        han fulgte saa længe, til Jomfruen faldt.

— Men fager var Jarlen at skue. —

        Hun døde, hun blev paa Baalet brændt,

        sin Hæder og Ære havde hun skjændt.

— Der tuder en Storm gjennem Vinduets Bue.

        Thi stræbte jeg længe og mangefold

        at lokke den Jarl og faa ham i Vold.

— Men fager var Jarlen at skue. —

        Jeg bad ham til Gjæst ved mit eget Bord,

        jeg dyssed ham ind med liflige Ord.

— Der hyler en Storm gjennem Vinduets Bue. —

        Jeg haded ham hedt med et Helveds Had,

        dog gjorde hans Elskov en Stund mig glad

— Thi fager var Jarlen at skue. —

        Jeg bød ham til Ro paa min egen Plads,

        jeg gjorde min Daggert sleben og hvas,

— Der hviner en Storm gjennem Vinduets Bue. —

        og dengang han sov og aandede tyst,

        jeg jog den paa kryds til Bunds i hans Bryst.

— Men fager var Jarlen at skue. —

        Jeg læned hans Hoved ind i mit Skjød,

        han ligned en Konge, da han var død.

— Der sukker en Storm gjennem Vinduets Bue. —

        Jeg redte hans Haar og tvætted hans Blod

        og lagde ham ned for hans Moders Fod.

— Men fager var Jarlen at skue. —