Dybe Nat, som Jordens Hvile værner,
ingen Ufred er den Trætte nær.
Rolig staa de smukke, hvide Stjerner,
hver og en de andre kjendt og kjær.
Af den lette Steppetaage hyllet
i et sølvblaat, gjennemsigtigt Spind
blunder Alt bedøvet og fortryllet.
— Det var godt, om ogsaa jeg sov ind.
Paa min Fremtid tør jeg ikke tænke,
og min Fortid har jeg selv forskudt.
Dybt i Glemsel vilde jeg mig sænke,
sove stille, fængsles uafbrudt.
Dog for fast maa Søvnen ikke binde,
under Jorden er der mørkt og stygt.
Himlen skulde gløde, Solen skinne,
og mit Hjerte slaa, men tyst og trygt.
Og en elsket Stemme skulde flette
ind i Drømmen Ord af Kjærlighed,
og fra Grene, skyggefulde, tætte,
hvide, bløde Blomster drysse ned.