Paa min Bænk jeg sidder,
ud af Vindvet ser jeg;
Solen skinner ikke,
Mørket faldt, og Blæsten
løber hen ad Marken.
Nys jeg sad og tænkte,
at min Hjertenskjære
sov i bløde Fjedre,
laa paa hvide Snefnug,
Nattens Mørke bredte
Zobeltæppet over ham. —
Han gik altid fra mig
til de store Gilder,
og med andre Piger
vilde helst han tale! —
Der er Budskab kommet,
at min Hjertenskjære
ligger død og slagen,
hvor vi fulgtes sammen,
fjernt paa Marken ude
ved det store Grantræ.