Under Isen
(Efter Gottfried Keller)
(Efter Gottfried Keller)
Intet Vingeslag i Mark og Skov,
intet Lys i Himlens øde Rum,
under Sneens Teppe Jorden sov,
under spejlklar Is laa Søen stum.
Op fra Søens Dyb en Pinie sprang
og frøs fast foroven med sin Top,
i dens Top en lille Havfru hang,
ræd hun stirred gjennem Isen op.
Paa det tynde Gulv af Glas jeg stod
klart jeg saae derned og gøs derved:
nedenunder zitred for min Fod
hendes hvide Legem Led for Led.
Dødbleg, med et halvkvalt Skrig af Skræk
banked hun med frosne Fingre paa.
Aldrig glemmer jeg de skræmte Træk,
aldrig Angsten, som i øjet laa.