Højt gjennem Ætheren sejler den sølvblanke Maane
hen over Enge, hvor Duggen i Dæmringen skinner;
vagt viskes ud i det hvidlige Lys og forsvinder
Højdernes Rand, mens i Sænkningen Skyggerne blaane.
Svævende, svulmende doner for øret mig spille,
klarere stedse, jo dybere Tavsheden tættes,
kunde paa klingende Rhythmer jeg løftes og lettes
opad og ind, hvor der evigt er ensomt og stillel
Kunde det vuggende Versefalds Vinger jeg laane,
kunde min Sjæl flyve bort, som en Lydbølge rinder
hen over Enge, hvor Duggen i Dæmringen skinner!
— Højt gjennem Ætheren sejler den sølvblanke Maane.