Jeg veed i Skoven et lønligt Slot,
uddøet og ubeboet;
den Sti, min Ungdom didhen har traadtr
er glemt og er overgroet.
Men dulgt i Tykningens Bregnekrat
en snehvid Statue staar,
hvorover den dæmrende Maanenat
sine Bølger af Sølvlys slaar.
Ildrøde Roser-ranke sig op
fra Skovens fugtige Bund,
favne den iskolde Marmorkrop
og kysse Statuens Mund.
„Vaagn op,” de bede den „bryd din Døs,
„vaagn op, der elsker dig En,
„vaagn op!”
Men dødbleg, følelsesløs
og stum staar Støtten af Sten.