Lidt vissent Løv er strøet paa Vejen, hvor vi træde,
men grønt endnu staar Skovens Hang,
dog synger dulgt en Fugl midt i vort Gjensyns Glæde:
„Nu mødes I for sidste Gang!”
O, hvorfor blander Tvivl i Glæden alle Vegne
en Frygt, der falder koldt og tungt?
hvor frisk og rød er end den Mund, som snait vil blegne,
hvor lyst endnu dit Smil, hvor ungt!
Saa nyd den korte Stund; snart gulnes alle Blade;
din Ven gaar først, saa følger Du. —
Lad derfor os i Dag tilsammen være glade,
endnu en Gang, en Gang endnu!