Langs med Aaen de gulnede fjorgamle Rør
stirre ned i det blikstille Vand;
over Vaardagens Lys kaster Natten sit Slør
med en Guldkant i Himmelens Rand.
Over Engenes Damp, over Skylagets Bræm,
i det høje, det halvlyse Rum
titter ensomt en zitrende Sølvstjerne frem
dulgt i Disen og stirrende stum.
Og jeg selv sidder stum paa det duggede Næs,
hvor i Natten det grønnes og gror;
men for mig Gr det unge, det spirende Græs
som det visnede Græs fra i Fjor.
Lad kun Vaaren fornyes, jeg er træt, jeg er mat,
jeg er mødig, jeg trænger til Ro;
jeg vil bort, svinde bort i den dæmrende Nat,
hvor min Drøms Fantasiblomster gro.