Blæsten hvirvler det tørre Blad i Kredse paa Marken rundt;
Ingen er der, som hjælper mig mod dem, der volde mig ondt.
Blæsten bøjer det tynde Træ med Toppen ned til dens Rod;
gjerne rakte jeg ud min Haand, om Nogen tog den imod.
Høste maa jeg for fremmed Folk foruden Tarv eller Tak,
altid faar jeg det mindste Neg og sætter den mindste Stak.
Mange Stakke paa Marken staar, og Floden løber forbi.
Længe ser jeg paa Floden først, saa springer jeg ud deri.
— Gjør det ikke, Du kristne Mand, lad ikke din Sjæl forgaa;
er i Verden Du vorden født, i Verden leve Du. maa.