Det er den evige Dame i Hvidt,
som ser uden Øjne og ler uden Læber.
Jeg er kun Jord, og til Jorden jeg klæber,
Alt, hvad jeg har, hun betragter som sit.
Listigt hun ler, naar jeg elsker for blidt,
ler, naar jeg vredes og strider og stræber.
Det er den evige Dame i Hvidt,
som ser uden Øjne og ler uden Læber.
Bagved bestandigt fornemmer jeg Skridt
dæmpet i Takt af en marche funèbre,
Arme sig aabne til Favntag, som dræber,
knuse mit Bryst, der har frygtet og lidt.
Det er den evige Dame i Hvidt.