En dunkel Kyst, hvis Bjerge blaaligt gløde,
et gyldent Hav i Solnedgangens Brand,
en vinget Baad af Rosenblade røde,
i Baaden sammen glide vi fra Land.
Og hen, hvor ingen jordisk Stemme trænger,
paa Dybet ud, hvor Alt er tyst og trygt,
os bærer bort bestandig længer, længer
vor lette Baad af Rosenblade bygt.
Langt ude lavt en blegrød Stjerne skinner,
jeg hviler tavs mit Hoved i dit Skjød;
mens Kysten bagved synker og forsvinder,
staar Stjernen foran stille, stor og rød.