Paa det dybe Vand, det dunkle,
hviler Maanens milde Glans;
Blink af blege Blomster funkle
hvidt som Sølv i Sivets Krans.
Ud i Nattens Mørke klinger
sagte bort et Suk og dør
fjernt som Sus af Svanevinger
mellem tavse, tætte Rør.
Og det Haab, jeg saae forsvinde,
og det Savn, jeg græder for,
løser op sig ved dit Minde
i et stille Fadervor.