I Kampen vi sloge som mandige Helte,
vor Tapperhed Fiendens Overmod fældte,
og Fødelands Frelse var Seierens Løn;
Ei mere han vover vor Kiækhed at prøve;
Thi naar man vækker den sovende Løve,
til Forsvar opvaagner hver Fødelands Søn.
Vi føre ei Glavind for andre at true,
Ei slaaes, for dem under Aaget at kue,
og stoltelig bramme med Herskeres Navn.
Men pukkende Overmagt tør vi dog lære;
at Danske og Nordmænd forgieves ei bære
sit Sværd, naar det blottes for Fædrenestavn.
Vi fremmede Folkeslags Held ei nedtrykke,
paa Gruset af deres ei bygge vor Lykke.
Vi gierne vil række dem broderlig Haand.
Men taale ei heller, at man os nedtræder,
Og vi er et Folk, og vi have vor Hæder
for kier til at ledes i Lænker og Baand.
Vi Forbund ei svige, men ærligen holder,
hvad Løfter vi gave, om det end os volder,
at ene for Faren vi blottede staae.
Os Livet er lidet mod trofast at være,
og før vi vil plette med Skiændsler vor Ære,
Langt hellere Døden imøde vi gaae.
Ved Fødelands Alter vi helligen sværge,
for det, for vor Frihed, vor Konge at værge,
saalænge i Aarene flyder vort Blod.
Hvo i denne Kamp os har Lyst at forsøge,
skal visselig finde, vi der ikke spøge,
men slaaes med Dannemænds Styrke og Mod.
Og herpaa hverandre vor Haand vi nu give,
At evigen troe denne Eed vi vil blive,
før nedstyrte Dovre, før sviges den skal.
For Fødeland, Konge, for Fridrik nu tømme
vi Glassene glade; lad Britten kun drømme
om Nelsonske Almagt, og Dannemarks Fald.
M. B. Krogh.