Hil Dig! blideste blandt Himlens Aander!
Hil Dig! Fredens hulde Sendebud!
Ved Dit Smiil bortdøer hver Jordens Vaande,
klækkes Liv til nye Glæder ud.
Helveddragen styrtes ned i Flammer,
Tvedragts fule Aand ei meer opammer,
spruder Gift paa Jorden hen.
Brødres Arm sig ei mod Brødre hæver,
Verden ei ved Mørkets Rædsler bæver,
Fredens Sol oprandt igien.
Over Kloden foer med Skræk bevinged
Tvistens Engel; og den sittrede.
Krigens Fakkel i sin Haand han svinged,
væbned mod hinanden Folkene.
Sværdet lyner, Dødens Torden brager,
Troner ryste, Rigets Bygning knager.
Alt er Hevnens vilde Skrig.
Mordet raser, Blodestrømme flyde,
Børn hyle, Mødre Taarer gyde,
hele Jorden vener sig.
Fred! Dig synger Chor af glade Skarer,
ved dig svinde hine Rædsler hen.
Naar dit blide Lys vor Jord opklarer,
vaagner alt til liflig Lyst igien;
hviler Sværdet, tier Dødens Torden,
Troner, Riger, alt er Styrke, Orden.
Taust er Hevnens vilde Skrig.
Mordet standser, Blodet meer ei flyder,
Barnet smiler, Moderen sig fryder,
hele Jorden glæder sig.
Mild nedstiger du fra Himlens Troner,
Glands af evigt Held omstraaler dig,
jublende dig møde Millioner
raabe: Nu er Jorden lykkelig!
Fred, med Tryghed du vort Land omhegner,
Frugtbarhed paa øde Marke tegner,
signer Flidens travle Sveed.
I dit Ly vor Velstand daglig trives,
Kræfter skabes og paa ny oplives,
Du er Verdens Salighed.
Gud! med Tak til dig vort Hierte stiger,
hellig Lovsang tone Læberne!
Ved dit Vink opstaae og styrtes Riger,
reises, knuses Nationerne.
Jordens Fyrster maae dit Bud adlyde.
Stolthed kuer, Vaab’ners Styrke bryder
Enevældige! din Haand.
Krigens Luer, Sværdets barske Fnyken,
Mord og Død og alle Rædslers Gysen
fængsler, lægger du i Baand.
Længe spreded Tvedragts sterke Flamme
Uhelds Gnister paa vor Klode ud.
Lad den Fred, vi af dit Huld annamme,
længe heldiggiøre den, vor Gud!
Verdens Magter og Monarker lære,
Retfærds Daad er Fyrsters største Ære,
Troner ene staae ved den!
Evigt Venskab Jordens Folk forbinde!
Evig grønnes Fredens skiønne Minde!
Aldrig visne mere hen!