Klenodiet(Efter den siette af Grev F. L. Stolbergs Jamber.)Ce siecle, auquel nous vivons, est si plombé, que je ne dis pas, l’exécution, mais l’imagination même de la vertu en est à dire.Montaigne.Hvo der berøvet blev det sande Gode, hardog meget, naar han føler Vægten af sit Tab,vaag derfor, du, som har det, det er dit,ei nogen Skielm det tog, ei Kongen røved det.Det Sielen var af, hvad man fra dig tog,vogt stedse denne, thi det staaer til dig!Der slagtedes for Frihed tusinde,nu kysser tusind’ Slaveriets Aag,i dette døde Friheds-Aanden ud,og ei Timoleon kan dem befrie.Den Sveitser, som i Lænker finder Lyst,er Slave, om han og i Uri boer,og hvo i Japan troer, hans Keisers Reter daarlig Tant, han er i Japan frie.O! Seiers-Ørnen, som med glødend’ Blikfra Himlen kom, om Heltens Hoved fløi,og dækked Landene med Vingerne,blev som en Elephant fra Ganges tam,dens Flugt er efter Tablatur bestemt.Thi Krig blev nu et Spil, som Whist og Skak,og vore Feltslag skulde Philidor1vist vinde selv mod Spartas Helteflok.Og Laurbær med? ei de den Viise gav,Foragt for Døden end den sande Helt besad,den, i hvis Hierte næres dette Mod,er end i vore Tider vist en Helt,skiøndt ingen Laurbær om hans Tinding krandset laae.Udvortes ingen Piil kan dræbe Følelsenaf Skiønt og Godt udi vort Bryst.En Viis er den, som bærer det i sig,en Helt, han være Fange eller General.Han trænger ei til Roes, og straaler denfor hans Tidsalder, og gier Efterverdenen Lys,Velgierning da det er, han gav, ei tog.Hvo Brutus for en Morder, skielder, hanvanærer ei den, Verden Frihed gav.Og Laurbærkrandsen paa den store Julius,var mod en Catos stille Følelse,hvad mod en saadan Krands en Orden er. I Hiertet kun den sande Ære boer!Ei Klostrets Gitter, ei en ulden Sæk,saa sikker Borgen er for Nonnens Tugt,at ei et ukydsk Suk foer ud fra hendes Bryst.For Viisdoms strenge Søn, end blive kanen Pige i Seraillet jomfrureen,som slæbtes bort fra Høitidsalteret,naar Hiertet kun slaaer kydsk i hendes Barm.Ei Tvang besmitter Uskylds Lilliekrands,for stille Sukke kun den visner hen. O Ungdom, Ungdom! skaan din Følelsefor alt, hvad der var sandt, var stort og godt,bevar den skiønne Ild i Hiertet reen,og zittre, naar dens Flamme vil døe ud,som let kan skee ved hver en ureen Pust.Saalænge den i Hiertet brænder klart,den giennemvarmer hele Mennesket,den brænder i hver ædel Daad, hvert Ord,steeg i Ansigtet op med Hiertets Blod,i hede Taarer den af Øiet styrter ud,og sender Kraft i Mandens stærke Arm.Som rene Møer om Vestas hellig Ild,saa vaage ædel Skam om denne Skat.i sneehvidt Slør og med undseligt Blik,skiønt rødmende ved Ildens brændend’ Skin.Naar denne slumrer, o! saa slukkes Ilden ud!og meer end lykkelig, naar falsk Undseelseei faaer den sandes Sted, og Asken puster op,som vilde Flammer nærer i vort Bryst.De i lys Lue brænde snart, hver Vindudvendig fra dem mere puster op!Den Næring er for vor Tids onde Dom,som Giften i en haanend’ Latter smiler hen.N. H. Weinwich.