Under Mandeltræet gik den unge
Brune Page længselsfuld i Sinde,
Mens han hvisked: „Al min Længsel stilles
Ved et Blik, et flygtigt Blik af hende!”
Og hun kom, den fagre Donna Clara,
Gik ham nær forbi og stjaalent sendte
Ham det Øjekast, som han begjæred,
Ret som hun hans Hjertes Tanke kjendte.
Hvor Orangen dufted gik den unge
Brune Page længselsfuld i Sinde,
Mens han sukked: „Al min Længsel higer
Mod et Ord, et flygtigt Ord af hende. ”
Og hun kom, den fagre Donna Clara,
Gik ham nær forbi med Smil om Munden,
Og et Ord hun hvisked til sin Elsker,
Før hun for hans Øje svandt i Lunden.
Under Myrthens Løvtag gik den unge
Brune Page af sin Længsel dreven:
„Ak, et Haandtryk — hvisked han — af hende,
Da jeg bytted ej min Lod med Greven!”
Og hun kom, den fagre Donna Clara,
Rakte ham sin Haand, den fine bløde,
O, hvor bruste Blodet ham til Hjertet
Og hvor maatte varmt hans Kinder gløde!
Bagved Rosenhækken staar den unge
Brune Page og hans Øje straaler:
„Kun et Kys paa hendes friske Læber
Al min Længsel og min Fryd udmaaler!”
Og hun kom, den fagre Donna Clara,
Lyttende til Nattergalens Trille,
Rakte ham sin Læbe, at han kunde
Dog tilsidst sin hede Attraa stille.
Men om hendes underskjønne Nakke
Dristig da sin Arm med List han lagde,
Trykked hendes Hoved mod sit Hjerte;
Medens han med stille Jubel sagde:
„Donna Clara — o, hvad kan det nytte,
Jeg vil Grændse for min Elskov drage?
Alt, hvad I mig skjænker, volder ene,
At jeg dobbelt Længsel faar tilbage!”