Du Haandværksmester med Høvl og Læst,
Der træller og slæber og slider,
Tjen Du dig Penge, som Du kan bedst,
Jeg fatter kun ej, hvor Du gider!
En spækket Pung
Gjør jo Gangen tung —
Hvorfor efter Guldet da spørge?
Nej, jeg vil leve, mens jeg er ung
Og lader Violen sørge!
Du strage Ridder med Skjold og Spær,
Som spidder godt Folk paa din Landse —
Hvorfor sig gjøre saa stort Besvær
For Sløjfer og støvede Krandse?
I Lunden gror
Jo et Rosenflor
Og ej om Forlov skal man spørge!
Dèr plukker mer jeg, end Nogen tror
Og lader Violen sørge!
Du sorte Munk med dit Ritual,
Der altid mig Texten vil læse —
Er Helved hedt, saa er Skoven sval,
Dèr river ej Svovlet min Næse!
Et stjaalent Blik
Jeg af hende fik,
Men tys! Du om Navnet ej spørge
Jeg haster bare den Vej, hun gik,
Og lader Violen sørge!