Donna Clara, Donna Clara,
Sidder Du i din Veranda
Ved de aldrig tavse Vande
Fuld af Længsel efter mig?
Stirrer Du endnu alene
Drømmende i Flodens Bølger,
Sender Du med dem en Hilsen
Gjennem Havet hen til mig?
Mindes Du vort sidste Møde,
Afskedsstundens korte Time
Med sit Overmaal af Smerte
Og sit Overmaal af Lyst?
Da vi sad i din Veranda
I et Skjul a f tætte Ranker,
Mens Kordovas Rose aanded
Over Guadalqvivir!
Husker Du de faa Sekunder,
Da Du hviled ved mit Hjerte,
Og da vore Læber mødtes
Glødende med Kys mod Kys?
Da jeg krysted Dig i Favnen,
Ild der strømmed mig i Blodet,
Aldrig, Donna Clara, glemmer
Jeg det korte Øjeblik!
Husker Du, hvad du mig loved,
Da med taareblændet Øje
Op Du saae mod Nattehimlens
Underfulde Stjerneglands?
Paa de klare Tyndarider
Peged Du og hvisked sagte:
„I hvor langt vi end maa skilles,
Disse Stjerner følger os!
Dèr skal vore Tanker mødes
I de lyse Sommernætter,
De skal paa den dybe Himmel
Bringe Bud fra Sjæl til Sjæl!
Dèr skal vore Længsler favnes,
Dèr skal Sjælens stærke Attraa
Finde Fred, naar Hjertet vaander
Sig i aldrig stillet Savn!
Hisset i dit fjerne Norden,
I de kolde Vinternætter,
Skal de drage al din Tanke
Mod det varme Syd til mig,
Skal de hviske til dit Hjerte
Om hin sidste Nat i Spanjen,
Da ved Flodens blanke Vande
Du tog Sydens Barn i Favn;
Dengang Andalusiens Datter
Med sin Elskovs stærke Flamme
Smelted Sneen, tøed Isen
I den danske Sangers Barm!”
Graaden tungt din Stemme kvalte,
Og for sidste Gang vi mødtes,
Kys mod Kys i tavs Omarmen,
Før vi evigt skiltes ad!
Donna Clara, Donna Clara,
Sidder Du med Savn alene,
Hvor Cordovas Rose aander
Over Guadalquivir?