Nu Vaarhimlen hvælver sit blanke Paulun,
Saa alle Knopper springe ud af Glæde!
Og Hængesækken grønnes hen over Mosen brun
Hvor Taagebølger Ringdandsen træde.
Ja, nu der kommer Stemning
Og nu der kommer Haab,
Nu vækkes al Naturen til et jublende Raab!
Hør, Hyazinten slaar
Sit Klokkespil i Vaar
Og Nattergalen vil
Saa gjerne lytte til —
Men før den selv det veed,
Bliver Længslen for stærk
Og saa begynder Sangeren at drømme!
Saa drømmer den om Reden i det løvtætte Hang,
Som den for sin Kjærlighed fletter,
Det bliver til en koglende Midsommer-Sang
Om lyse og favn varme Nætter!
Fra Æbletræet sneer det
I faldende Drys,
Mens Rosenknoppen aabnes til glødende Kys.
Og tusind Alfer smaa
De bløde Vinger slaa
Og væve Navne ind
I deres fine Spind —
Ja, Eros er dog Guden
Blandt Guderne, og ham
Med Jubel vi til Fode maa falde!