Naar jorden aabner sit Moderskjød
For Kimer og saftrige Blade,
Naar Luften er saa bølgende blød
Som et Kys af en usét Dryade,
Naar Viben har Unger og Humlen Hast
Med at fodre sin Yngel i Cellen,
Naar Svalen krydser med viltre Kast
Efter Fluer og Myg i Kvælden,
Naar Havet vinker til Bad under Sang
Paa nøgne Fødder langs Stranden,
Naar der bruser i Sjælen en underlig Trang
Til at være alene — selvanden:
Da vaagner Eros, den vingede Gud
Og spinder sit Næt i Naturen ud
Saa fint som „den flyvende Sommer”,
Saa Alt, der fik Aande og Varme,
Drømmer om Roser og favnende Arme,
Drømmer om ham, der kommer
Med sejrende Kraft, med Befrielsens Kys
Fra det, der knuger og binder,
Med myndigt Scepter, med bange „Tys”
Med tusind vaagnende Minder — —
Da bliver jeg ung og karsk igjen
Som et boltrende Føl paa Vange,
Da maa jeg mødes med Den og Den,
Da maa jeg tage og give hen
Favntag og Kys og Sange!