Sagnet kom til Kypros’ Strande
Om den stærke Vinens Gud,
Som sit Scepter strakte ud
Over alle Livets Lande,
Om Begejstringen, han gav,
Naar hvert Savn han stille sænked
I den gyldne Drik, han skjænked,
Om den Jubel, der var lænket
Til hans friske Thyrsosstav.
Eros laa paa Roser røde,
Mens han hørte med Begjær
Om Semelesønnens Færd,
Saa hans Kinder maatte gløde.
Og han hvæssede sin Pil,
Tog i Haand den krumme Bue:
Viis mig Vej, min Moders Due,
Til hin underfulde Drue,
Stræk din Vinge, jeg har Il!
Over Middelhavets Bølger
Frem mod Naxos Farten gik,
Og med Længsel i mit Blik
Boltrende Tritonen følger.
Bag de brede Vandes Flod
Kysten sig af Taagen klarer —
Glæden jubler, Ekko svarer,
Snart iblandt de kaade Skarer
Eros fuld af Undren stod.
Og et Øjeblik hendøde
Larmen i den vilde Flok,
Thi med vedbendkrandset Lok
Bacchos gik sin Gjæst imøde :
„Hil, velkommen hos din Slægt,
Du, den yngste mellem Guder,
Fryd dit Komme os bebuder
Her, hvor Elmetræet luder
Under Rankens tunge Vægt!”
Og det fyldte Bæger rækker
Dionys sin unge Gjæst:
„Evoë! Idag er Fest,
Manende min Stav jeg strækker!
Glemsel for hver lønlig Kval,
Løfter højt de gyldne Skaaler . . .”
Kinder blusse, Øjne straaler,
Medens Eros Bunden maaler
I den funklende Pokal.
Der blev Jubel hele Dagen,
Højt paa Kanten af et Fad
Fyldt med Vinmost Eros sad
Af den søde Drik betagen!
Hvilket Lune, hvilken Lyst:
Her Satyrer og Mænader
Tumle sig i lange Rader,
Hist Silenen staar og bader
Gispende sit laadne Bryst!
Ved at se den Gamles Fagter
Eros brast i Latter ud:
„Her er Skive for mit Skud,
Mon jeg slig Adonis magter?”
I et Nu var Buen spændt,
Pilen gjennem Luften svirrer,
Mod Silenens Bryst den dirrer
Og hans vilde Attraa tirrer —
Da var Skjønhedsscenen endt.
Med et Bukkespring han sætter
Mod Dryaderne, som trindt
Under Lavr og Terebinth
Friske Vedbendkrandse fletter.
Skjægget stritter paa hans Kind,
Af Begjær hans Øje brænder,
Ingen ser han eller kjender,
Men med krampespændte Hænder
Famler han i Flokken ind.
Da blev Eros bleg om Kinden,
Han, som skjælver for det Raa,
Sligt et Syn han aldrig saae,
Ahned mindst af alt forinden.
Hvor var nu hans vante Mod?
Ak, forfærdet Buen smed han,
Hænderne med Rædsel vred han
Baglænds ned i Karret gled han
I det blanke Drueblod.
Med et Raab tilbunds han dukked,
Men til Alnaturens Held
Af det svimmelstærke Væld
Atter fjerlet op han vugged,
Rysted sig af Skræk og Sorg,
Slængte Krandsen af sin Pande,
Flagred højt fra Naxos Strande
Over Middelhavets Vande
Hjem til Aphrodites Borg.
Men da Eros var forsvunden,
Og de stod om Karret dèr,
Bruste i en talløs Hær
Gyldne Perler op fra Bunden.
Da brød Dionysos ud:
„Denne Drik hvert Savn betvinger,
Den har Støv af Eros Vinger,
Tvende Guders Drøm den bringer
Døgnets Børn som dæmpet Bud!”