Den Dag, jeg første Gang Dig saae,
Du var en lille syvaars Pige,
Med Favnen fuld af Klokker blaa
Du kom fra Engens Blomsterrige.
Som Æblerosen blussed Kinden,
Og højt Du lo af Drengens Bøn,
De brune Lokker fløj for Vinden —
Hvor Du var skjøn!
Ak, mindes Du hin Junikvæld,
Den stille Time i Skjærsommer,
Vi mødtes ved det klare Væld,
Der dybt fra Skovens Hjerte kommer!
Saa bly dit Hoved ned Du bøjed
Og tavs Du lytted til min Bøn,
Men da Du atter løfted Øjet —
Hvor Du var skjøn!
Hvor Guldregn og Syrener staa
Med Roser og Jasmin i Klynge,
Min unge Hustru Dig jeg saae
Vor lille Glut paa Armen gynge.
En Irisk højt i Toner ømme
Sang over Eder Fredens Bøn,
Men tavs stod jeg, fortabt i Drømme
Hvor Du var skjøn!
De gled saa tyst, de mange Aar,
Du sidder dèr, en gammel Kvinde,
Med Vintermærket i dit Haar
Men dog saa foraarsfrisk i Sinde!
Og som jeg ser Dig kjærlig trykke
I Favn vor mindste Dattersøn,
Da jubler jeg i navnløs Lykke:
Hvor Du er skjøn!