Fru Helvig er Fange paa Gurrehus,
Hun ser kun de mørke Skove;
Mens Blæsten gaar gjennem dem med Brus,
Hun tømmer Forhaanelsens bittre Krus —
Kong Volmer sørger for Tove!
Kong Volmer stævner fra Jagtens Larm
Langs Gurresøs blanke Vove.
Hans Øje funkler, hans Kind er varm,
Men Hjertet slaar ham saa tungt i Barm —
Kong Volmer sørger for Tove!
Det volder Længslen dybt i hans Sind,
Ret aldrig saa kan han sove.
Hvor Elverpigen kogler sit Spind,
Bjørnen han beder og snaren Hind —
Kong Volmer sørger for Tove!
„Hun var saa dejlig, den Liljevand”,
Han sukked i dunkle Skove,
„For hende luer mit Blod i Brand,
Og aldrig Fru Helvig jeg favne kan!”
Kong Volmer sørger for Tove.
„Med mig hun jaged ved Søens Bred
Den Raa med de fine Klove!
Nu er hun sænket i Gravens bred,
Men Døden dræber ej Kjærlighed!” —
Kong Volmer sørger for Tove.
Kong Volmer standser og ser sig om,
Hvor Sol ligger rød paa Vove;
En tolv Aars Pige fra Stenten kom,
Hun nejed saa skjønt for Kongen, som
Hun havde det lært af Tove.
Kong Volmer droges med sælsom Magt:
Den Glut ham vel maatte hove,
Saa kjæk hun stod i sin simple Dragt,
De brune Lokker i yppig Pragt
Ham mindede fast om Tove.
Sin Haand han rakte mod Barnet ned:
„Et Ridt Du med mig faar vove!
I strygende Fart vi sprænge afsted
Og standse først hisset ved Borgeled —
Ak, saadan jeg red med Tove!”
Han drog hende op paa den sorte Hest
Og jog gjennem Gurre Skove:
„Nu tykkes Du vel, Du sidder som bedst
Og jager omkap med den vilde Blæst,
Som jeg har jaget med Tove!”
Mælte den Lille med Blus paa Kind:
„Nu ride vi begge til Hove!” —
„Og hvi vil Du drage paa Gurre ind?
Der ruger Savnet fra Borgetind.
Kong Volmer sørger for Tove!”
Da svared Barnet med Alvorsblik:
„Ja, Savn i min Moders Alkove!
Thi Trolddomskunster min Fader fik
Saa lønlig koglet, at bort han gik
Fra hende til Rygens Tove!
Derfor min Fader, Kong Volmer, vil
Jeg mane i Kvæld ved Hove,
At dog han bøjer sit Øre til
Min Moders Bøn om et venligt Smil
Hun er vel saa god som Tove!
Med hende jeg leved i Løn og Trang,
Se, hvor mine Klæder er grove!
Du selv ej kjender dit Barn engang,
Dit Liv kun vorder en Elskovssang,
Der kvæles i Graad for Tove!
Fik Du da Sceptret og Kronens Guld
For kun i Længsel at sove?
Nej, Danmarks Lykke saa underfuld
Har Krav paa Volmer — og ej det Muld,
Der gjemmer Støvet af Tove!”
Da lyned Kong Volmers Blik med Ild,
Hans Jubel gav Gjenlyd i Skove:
„Og est Du Margrete, min Datterlil,
Som er i Aanden saa djærv og snild,
Da skal Du til Højbords ved Hove!
Thi skjælde mig barnløs ved fyldte Krus
Skal Ingen nu mere vove,
En Arving har jeg til Danmarks Hus,
Forvist saa herlig en Glædens Rus
Mig aldrig skjænkede Tove!”
Han knuged sin Datter i stærken Arm:-
„Min Hustru for Dig vil jeg love!” —
Mod Kvæld det banked paa Helvigs Karm
Det var ved sin egen Dronnings Barm
Kong Volmer fik Bod for Tove.