Jeg jamred aldrig ved Døgnets Nød
Og vred i Vanvid de magre Hænder;
Thi Magtens Krone og Guldets Glød
Ej fjerner Baalet, som Døden tænder.
Jeg smiled aldrig ad Verdens Lyst,
Naar som et Solglimt den gad mig møde:
Ved hvert et Lyn i den sene Høst
De lange Nætter bli’er dobbelt øde.
Nu har jeg levet mit Spand af Tid
Fra Barn til Olding i Livets Møje,
Min Fod er træt og min Lok er hvid,
Og Dagen slører sig for mit Øje.
Saa tag min Sjæl da, Du store Aand,
Som selv er Sjælen i Verdensrummet,
Slut den ej mere i Støvets Baand.
Nu har til Døgnet den nok fornummet.
Men lad den stige med Lysets Hast
Didud, hvor Tanken ej Grændse kjender,
Og knytte sig til sit Ophav fast,
Der over Tiden og Rummet spænder.
Naar dèr den hviler paa Magtens Bud
Lig Draaben, som gaar i Havet under,
Mens Kloder tændes og slukkes ud,
Den i det evige Ene blunder.