Saa mangen Gang jeg dukkede, hvor Kysten var flad,
Ak Perlerne, de blev kun som saa!
Madonna jeg om Held og Velsignelse bad
Hun kunde vel mit Sprog ej forstaa!
Thi blymatte Korn uden Farve og Glød
De strandslagne Muslinger som Dagløn mig bød,
Og Skuldertræk jeg havde kun i Vente!
Det blev mig næppe nok til det karrigste Brød,
Og selv jeg mine Kræfter ikke kjendte.
Da hørte jeg om Svælget bag det ludende Fjeld,
Hvor Havet sig i Malstrømme snoer,
Hvor Maagen aldrig dykker og Hajen slaas ihjel
Og Søslangen dybest nede boer!
Hvor aldrig Døgnets Trælle tør vove sig ind,
Men klare Perler straale med Regnbuens Skin
Paa takkede Koraltaarnes Tinde —
Dér sprang jeg ned og dukked med viliefast Sind
For Livet at tabe eller vinde.
Ja Perlefisker var jeg, nu træder jeg i Land,
En Rigdom jeg løfter i min Haand;
Mod den har jeg higet, jeg brødes som Mand
Bag Bølgerne med Havdybets Aand!
Men hvad var mine Skatte og hvad var mit Mod,
Naar ikke Du det funklende Straalespil forstod.
Thi Perlerne, det er jo mine Sange! —
Saa kaster jeg min Skat for den Herligstes Fod
Og bøjer mig for Lønnen at fange!