Her stod hans Kamp — her blev den Djærve fældet,
Her stred for Danmark ene han mod mange,
Da tyve Fjender vilde Helten fange,
Som fra et Baghold de fik overvældet.
Det Ord Pardon han tyktes ej at kjende,
Højt svang han Bøssekolben, saa at Skaren
Veg ræd tilbage, skjælvende for Faren —
For æreløst en Kugle ham at sende.
Et Glimt, et Knald, saa laa han død, og Slaget
Trak ham forbi langs Høruphav; men siden,
Da Tydsken glemte ham, der faldt i Striden,
Hvor Ørnen fik i Løven Overtaget —
Da kom den danske Mand og danske Kvinde,
De løfted ham i Favn med Tak og Taare,
Af Vennehænder var hans sidste Baare,
Saa blødt han hviled forhen ingensinde.
En Grav de grov og højnede hans Tue,
Og dèr er altid Flag og friske Krandse;
Men vi, som komme langvejsfra og standse
Ved denne Plet, saa fredelig at skue . . .
Maa ham misunde, som af Muldet dækkes,
Hvis Livstraad blev saa hurtigt klippet over;
Veed vi, hvad vi skal lide før vi sover,
Hvor vi skal tumles og hvor vi skal lægges?
Ja han fik Fredens Løn for sine Vunder,
I Bøgens Skygge redte de hans Leje,
Og Dag for Dag hans Grav de trofast pleje —
Hvor skjønt han døde og hvor trygt han blunder!