Nuvel, gode Venner, skjænk i da og hør,
(For Talen gaar trægt kun, naar Halsen er tør),
Saa giver min Skjærv jeg i Laget!
Fra Krigen naturlig min Visdom jeg har,
Og han, som jeg mener, min Salighed, var
Den flinkeste Fyr under Flaget!
Han var Kjøbenhavner, saa vidt som jeg veed,
Men hvor han blev af, hvad han var og han hed,
Deri er jeg slet ikke hjemme!
Jeg kjender ham kun som en tro Kammerat,
Thi hvad han har gjort for en saaret Soldat,
Det saae jeg og skal ikke glemme.
Fra Dybbøl vi Tomme for Tomme blev trængt
Ad Sønderborg-Linien og Broen var sprængt,
Nu havde vi Als kun tilbage.
Vort Haab og vor Tro havde faaet sit Knæk,
Vi ventede „Fremad” og hørte kun „Dæk”
I ængstede Nætter og Dage.
Saa var det, vi stod hen mod Aften og saae
Mod Dybbøl, mod Dybbøl, hvor Skandserne laa,
De dyre, de bloddøbte Høje,
Mens Preusseren dèr fra sit Artilleri
Bestrøg os med knusende Salver, og vi
Os maatte med Dækstilling nøje.
Det faldt os saa tungt, kan I sagtens forstaa,
Vel var vi de Slagne og vi var de Faa,
Men noget vi havde tilbage:
Thi vi havde Kugler og vi havde Krudt
Og Mod paa at sende en velment Salut
Som Tak for, hvad vi maatte tage!
Da krøb der paa Broen en Skikkelse frem
Derovre ved Dybbøl — han vilde nok hjem,
Vi kjendte, det var en af vore!
Hans Højre var knust og den blodige Dragt
Fik mer end hans Vinken og Kalden os sagt —
Det Syn, maa I tro, kunde saare!
Han vinked igjen, mens han læned sig træt
Mod Broho’edets yderste splintrede Bræt —
Paa Dybbøl han stod som den Sidste!
Men hvad var at gjøre? — det svirrede ned
Med Kugler, saa Sundet i Hvislen sig vred,
Den Vej turde Ingen sig driste!
Da var det, at han, Kjøbenhavneren, — Aah,
Endnu bli’er jeg varm ved at tænke derpaa,
Det pirrer mit Øje til Vandet —
Han sagde . . . nej holdt, det var Daad uden Ord,
Thi førend vi ret skjønned paa det, han foer
Til Baaden og stødte fra Landet.
Med taktfaste Tag — uden Læ, uden Ly
Han trængte sig gjennem det haglende Bly
Den saarede Landsmand at hente!
Men vi, der ej vovede selv at gaa med,
Vi stirrede maalløst den Vej, som han gled,
Vort Blod som i Feberen brændte.
Saa lange Minutter har aldrig jeg kjendt,
Saadan har det aldrig for Brystet mig spændt,
Som da jeg med Øjet ham fulgte.
Snart slog en Granat i det pladskende Vand,
Snart flænged en Spidskugle Rælingens Rand,
Snart Krudtrøgen ganske ham dulgte.
Nu dukked han frem og nu svandt han igjen,
Endnu kun et Slag og han naade derhen,
Thi Aaren han brugte forsvarligt;
Mod Bropillen skured han Skuden i Hast,
Saa greb han om Livet den Saarede fast
Og løfted i Baaden ham varligt.
For Preussernes Kugler paa Dybbøl jeg stod,
Og Ingen skal sige, jeg flytted min Fod,
Hvor ikke jeg maatte og skulde;
Og aldrig en Salve saa voldsom vi fik,
At jeg slog til Jorde mit ærlige Blik —
Men her fik jeg Øjnene fulde!
Tilbage gik Baaden i Kuglernes Regn,
Men Han har vel rejst om de tvende sit Hegn,
Som ene kan Dødsbudet skikke!
Og hvordan de begge kom op og i Land
Kun slet, Kammerater, berette jeg kan,
Forstaar I . . . jeg skammer mig ikke!
Hver Gjerning, som Kjækhed og Højmod har sat
Til lysnende Glimt i den sorgfulde Nat,
Vi trofast skal mindes og frede.
Vel kjæmpede mangen saa tappert som han,
Men gjævere Daad af en gjævere Mand —
Derefter man længe skal lede!