Han var en mager Pudelhund
Med tæt og krøllet Vams,
Men fuld af Mod og vever som
En tirret Gedehams.
Hvorfra han kom, det vidstes ej,
En Morgen stod han dér
Og slutted sig som ung Rekrut
Til Dybbøls tapre Hær.
Fra først der vanked Puf og Stød,
Men tro kom han igjen,
Og Enden var, at han tilsidst
Blev alle Jensers Ven.
Og da han stedse syntes mer
Ved Krigens Færd tilfreds,
De førte ham i Rullen ind
Med Navnet „Sexogtreds”.
Og bedre Skildvagt fandtes ej
Og ingen mere kjæk,
For hver Granat fra Tydskerne
Han halsede sit: „Dæk!”
Hvor Ingen Projektilet saae,
Blev „Sexogtreds” det vaer,
Med raske Spring han viste Vej,
Hvor Bomben henad bar.
Men ved hvert Skud fra Skandsen selv,
Han op paa Volden sprang
Og fulgte stift med Øjnene
Den danske Kugles Gang.
Og slog saa Kuglen ned med Brag
Og kosted Fjenden Blod.
Da jubled „Sexogtreds” Hurra
Saa godt, som han forstod. —
Det var den attende April,
Den store Stormens Dag,
Da Løven saaret vaanded sig
For Aadselgribbens Tag.
Der mylred hundrede mod hver,
Som holdt paa Dybbøl Stand,
Og Skridt for Skridt de Danske sank
I Døden Mand ved Mand.
For hvert Sekund den lille Flok
Blev mere tyndet ud,
Paa Raabet om Pardon den fik
Kun Svar i skarpe Skud.
Og Dagen hælded, Solen sank
Bag Horizonten ned —
Da laa den tapre Helteflok,
Hvor den for Æren stred.
Thi Preussen fik som Kampens Løn
En blodig, splintret Vold,
Men Danmark stolte Navne til
At lyse paa sit Skjold.
Da lød Kommandoraabet: „Hejs
Det tydske Flag til Sejr,
At det kan synes trindt om Land,
Vi tog de Danskes Lejr!”
Men da de kom til Stangen hen,
Hvor den paa Skandsen stod,
Da sprang en Hund med Raseri
De tydske Folk imod.
Endnu en Gang det kosted Kamp,
Før Daaden blev fuldbragt,
Thi det var „Sexogtreds”, som holdt
Sin sidste Fanevagt.
Han jamred højt og fra sig bed,
Forstod han, hvad det gjaldt?
Et Kolbeslag — saa var han død
Og Danebroge faldt.
Det sorte-hvide Flag blev hejst
Som Tydskens Sejerstegn,
„Heil dir im Siegesglanz!” det klang
Henover Val og Egn.
Men den Gang Skandsen var forladt
Og Ambulancen gik
At samle ind paa Dybbølbjerg
Den Høst, som Døden fik —
Da hver, som havde kjæmpet ud,
Paa Gravens Fred var vis,
En af de Faldne blev forglemt
Og det var „Sexogtreds”.