Det var ved tiende Regiment
Han stod de blodige Dage,
Da Danskerne langsomt for Fjenden veg
Og havde kun Dybbøl tilbage.
Hvad han havde fejlet, det veed jeg ej,
Har derom ej frittet og fristet,
Men det kunde ses af hver Kammerat:
Han havde Kokarden mistet.
Det var vel derfor han var saa mørk;
Naar de andre sad i Barakken
Og fik dem en Omgang Drikkelse, gik
Han ensom nedenfor Bakken.
Og naar tilfældig en Kammerat
Sig uset til ham havde nærmet,
Da havde man mere end een Gang set
Ham tørre sit Øje med Ærmet.
Men var han den Ringe, naar der holdtes Hvil —
Han voxed, naar Faren vented,
Det vidste de alle: Niels Møller var
Den Kjækkeste ved Regimentet;
Thi stod han paa Skandsen, hvor Prøjsernes Bly
Kun mødte ham allevegne,
Da turde han løfte det djærve Blik,
Han sænkede for sine Egne.
Hans Mod var prøvet saa mangen Gang,
At derom man ej kunde spørge,
Men brændemærket han var jo dog
Og havde vel Grund til at sørge.
Ved Daggry gik en Patrouille ud
Mod Byen at recognosere,
En Løjtnant med syv eller otte Mand,
Jeg tror ikke, de var flere.
Blandt dem Niels Møller; hvor Faren var størst,
Han plejed sig altid at melde,
Og det var jo givet som soleklart,
At her vilde Livet det gjælde.
Et Halvmørke hvilte med diset Luft
Saa tungt over hele Egnen,
Vejen var bleven et æltet Morads
Og Markerne opblødt af Regnen.
Langsomt Mand efter Mand de sneg
Dem fremad langs Grøft og Gjærde,
Det var jo næsten utænkeligt her,
Om Prøjserne ej var paafærde.
Saadan gik det udad en Times Tid.
Paa én Gang bagfra det knalded,
Der mylrede Fjender fra Dige og Hegn,
Patrouillen i Baghold var faldet.
Og Løjtnanten raabte: „En for én
Maa spredt vi flygte tilbage,
Det gjælder vort Liv, men mere dog
At Fjenden Ingen maa tage!”
Og Lykken var gunstig; i Taagens Skjul
Forstod de Tydsken at drille,
De mødtes ved Skandsen, der mangled kun to:
Niels Møller og saa „Den Lille”.
Den Lille! Det gjorde dem alle ondt,
Just ham maatte nødigst det være;
Den Lille! der altid med godt Humør
Og som god Kammerat var paafærde!
Der gik en Time, men ingen kom,
Saa lod de da Haabet falde,
Og sendte Den Lille et Afskedssuk —
Niels Møller glemte de alle.
Da saae de en løjerlig Skabning, som
Sig nærmede hen mod Barakken;
Hvad var det? Det var jo . . . en dansk Soldat,
Der gik med en Bylt paa Nakken!
Og nærmere naaede han Vagten forbi,
Men da han kom helt ud af Skyggen,
Saa kjendte de alle: Niels Møller det var,
Som bar Den Lille paa Ryggen.
Da lød et Hurra, saa jublende højt,
At Tydsken det vist kunde høre,
Men Løjtnanten strøg sig om Skjægget og sa’e:
„Hvordan kunde det la ’e sig gjøre?”
Niels Møller retted sig strunk og stiv:
„Hr. Løjtnant, hans Ben var blesseret,
Og havde jeg ikke faaet ham med,
De vilde ham helt skamferet!”
„Det kan jeg begribe, men bar Du ham da?”
„Saadan hytted bedst jeg paa ham!”
„Og Du har jo Blod paa din Kolbe?” — „Ja,
Jeg maatte slaaes for at faa ham!”
Saa stimlede de om Den Lille rundt,
Der blev en Hilsen og Snakken —
Niels Møller selv gik alene ud
Sin Sørgevagt nedenfor Bakken.
Men Løjtnanten stod som ganske perplex,
Saa sagde han: „Godtfolk, jeg tykkes,
At det fortjener et extra Kryds,
Naar saadan en Gjerning lykkes!
Han mangler jo noget, vi andre har,
Den Tort maa vel Knøsen nage,
Men vil I som jeg: min Salighed skal
Kokarden han ha’e tilbage!”
„Det er hørt!” Og Den Lille stammede frem,
Skjøndt han knap kunde tale for Snøften:
„Husk paa, han var ganske alene mod fem,
Da han fandt mig derude i Grøften!”
Saa gik der et Tog til Oberstens Telt,
Et Tog af tro Kammerater,
Hvad dér blev krævet og dér blev meldt,
Det ligned de danske Soldater. —
Om Eftermiddagen Parolen lød
Til Regimentet at stille,
Da gjætted de nok, hvad det betød,
Og Festen, som komme vilde.
De stod i en Firkant, og trindtom var
En Højtidsstemning hos alle,
Og alt imens hørtes fjernt og nær
Granater med Brag at falde.
Men større Andagt vel sporedes ej
I nogen Helligdoms Sale;
Saa traadte Majoren, Rohweder, frem
Og slog til Lyd for at tale:
„Kammerater! I veed det, i Krigens Tid
Maa Loven med Strenghed raade,
Hver Mand maa lystre i Smaat som Stort,
Der er ikke Tale om Naade!
Thi slapper vi Tugten, saa slappes alt,
Og Kraften kæmper iblinde,
Og vi har Behov at samle os helt,
Vi Faa mod den talløse Fjende!
Men ét er Loven, som straffe skal,
Et andet at sone sin Brøde,
Og han, som idag har handlet saa,
At endnu vore Kinder maa gløde —
Han har gjort nok! Hvert Minde om det,
Der endnu hans Hjerte kan klemme —
Det er slettet ud som aldrig sket,
Og vi skal det evigt glemme!
Vor Tak Niels Møller for Dagens Daad,
Du er en Helt af de sande!
Træd frem og tag Kokarden igjen
Og bær den med løftet Pande!”
Da kunde det kjendes, de danske Mænd
Fik Røster stærke og sunde,
Der runged et dundrende stolt Hurra
Fra tusinde Heltemunde. —
Det var mod Aften; Feltpræsten sad
Alene i Teltet inde,
Da kom der til Døren en menig Soldat,
Som vist havde noget paa Sinde.
Og Præsten gjenkjendte Morgenens Helt
Og nikked ham venligt imøde:
„Guds Fred og Godaften, træd indenfor,
Man skal dig vel ikke nøde?”
Niels Møller rømmed sig, ret som ej
Han kunde faa frem, hvad han vilde,
Saa sagde han langsomt med dæmpet Røst:
„Tilgiv, at jeg kommer saa silde —
Men jeg har ej faaet Stunder før,
Og fattes nu Modet og Kraften!
Hr. Pastor . . . det er kun et Skriftemaal,
Jeg maa have gjort i Aften:
Da jeg havde mistet Kokarden og sad
Alene, bedrøvet til Døden,
Og syntes, min Fremtid og Ære var spildt,
Jeg bad til Vorherre i Nøden.
Se, Ordene faldt jo vel kejtede nok,
Hvor kunde det andet være,
Men Meningen var, jeg trygled ham om,
Jeg dog maatte dø med min Ære.
Og underligt var det, en lindrende Trøst
Jeg kunde saa sikkert kjende:
At Gud fra en stakkels fortvivlet Soldat
Sin Naade dog ej vilde vende!
Hr. Pastor, jeg tror, De kan mig forstaa:
Det var som en Røst fra oven!
Det gav mig mit Mod og fra den Dag var
Jeg fremfor de andre forvoven.
Hans Løfte jeg havde, som aldrig løj,
At jeg turde Kuglerne friste;
Jeg følte, før jeg fik min Ære igjen,
Mit Liv jeg ej skulde miste!
Den Dag er kommen, De saae det selv,
Den skjønneste, som jeg har levet —
Nu synes det mig, mit Regnskab er endt,
Og derfor har dette jeg skrevet.
Giv det til min gamle velsignede Mo’er,
Jeg har ingen andre Kjære,
Der staar mine sidste jublende Ord:
„Din Dreng er dog falden med Ære!”
Thi falde, det gjør jeg, det veed jeg saa godt,
Men frejdig jeg Kuglen skal møde,
Jeg bad ej om Livet, jeg bad kun om
Kokarden, førend jeg døde!
Han trykked et Kys paa sit rødhvide Tegn,
Mens Taarerne stod i hans Øje,
Men Præsten blev tavs, som maatte han her
For den Meniges Tro sig bøje. —
Og Dagen derefter, da Luften føg
Med Kugler og sprængte Granater,
Og Rækkerne atter tyndedes ud
Imellem de danske Soldater —
Da fandt Ambulancen blandt mange fler
Paa Skandsen ved Aftentide
En Mand, der var død af et Hjerteskud —
Kokarden laa ved hans Side.
Det var Niels Møller, hans Strid var endt,
Sit Løfte han holdt til det Sidste,
Men Ærens Mærke, som han havde tjent,
Det gav de ham med i hans Kiste!