Det drøned mod Skandsen Nummer to,
Hvor Anker Danebrog hejste,
Og Tydsken gav ham kun sjælden Ro,
Men Jenserne raabte Hurra og lo,
Naar de sig fra Dækstilling rejste.
Thi det skal siges, at een og hver,
Som havde faaet sin Ilddaab dèr,
Holdt Daaben saa højt i Ære,
At Dybbøls Navn fløj Alverden om,
Og hvor det paa Rygtets Vinge kom,
Der dømtes de preussiske Hære!
Saadan gik Tiden fra Dag til Dag,
Thi Anker var ej til at rokke,
Det hele blev som en hjemlig Sag,
Man gav og fik sine glatte Lag,
Granaterne fløj i Flokke.
Den lille Skandse var Fjenden hvas,
De „Riflede” holdt sig saa støt paa Plads
Og kramped sig fast til Skandsen!
Ja, havde vi staaet som een mod to,
De skulde vel Dybbøl ladet i Ro
Og gaaet med Skam af Dandsen.
Ved Middagstide, da Skandsen laa
Saa klar for Fjenden at fyre paa
Og løs det for Alvor brændte,
Saa Jenserne alle var rigtig med,
En Mand der kom til det farlige Sted,
Som ingen derude kjendte.
Det var noget nyt, som ej før var hændt,
Thi Ankers Skandse var vel bekjendt
Som farlig for Journalister;
Her gjaldt det om mer end en røget Hud,
Her havde selv ingen sig vovet ud
Af dem, der ellers stod bedst for Skud
Imellem de engelske Turister.
Saa stirrede Jenserne paa deres Gjæst,
Som Livet i Vove satte:
Ja, havde han lignet endda en Præst,
Der gik i sit Kald de Døende næst,
De kunde hans Ærende fatte.
Men her var intet af Præstens Skik,
Han saae sig omkring, og hans djærve Blik
Fra Mand til Mand med en Hilsen gik,
Som vilde han takke dem alle
For Mod og Daad, medens uforsagt
Han delte med dem den farlige Vagt,
Hvor Døden havde paa Lur sig lagt
Og Mænd paa dens Vink maatte falde.
Da lød det fra Udkiget: „Fronten dæk!”
Det dundrede tungt gjennem Luften væk,
Saa Volden vakled og raved;
Som en Lavine om Skandsen føg
En kvælende Sky af Støv og Røg,
Der alt i et Kaos begraved.
Og Støvskyen sænked sig tæt og sort . . .
Men atter Krudtrøgen vejredes bort,
Som skjulte den dødssvangre Scene,
Da laa de alle paa Jorden strakt, j
Kun to stod oprejst paa Helte vagt:
Løjtnant Anker, det var den ene,
Men hvo er den anden, som stolt og kjækt
Ej bøjer sig for Parolen „Dæk”,
Hvor knusende Dødsbud runge,
Men løfter sin Pande som til en Fest —
Hvo var den sælsomme Skandsegjæst?
Det var Dybbølheltenes Konge!