Det var en stivnende Vinternat,
Med blinkende Stjerner var Himlen besat,
Og Sneen bredte sit blaahvide Skjær
I tusind Krystaller fjernt og nær.
Han stod paa Dybbøl svøbt i Kavajen,
Som Skandsevagt var forrest i Legen.
En knokkelstærk Fyr med blegbrun Lød,
Velvoksen høj, men mager paa Kjød,
Med Kinden mærket af Trang og Savn,
Som Ingen har Mod til at nævne ved Navn,
Thi Stamtavlen kort kun og fyndigt melder:
En dansk Proletar fra en Baggaards-Kjælder.
En af de Mange, hvis Liv og Død
Er kun et klagende Raab i Nød,
Som „selvbuden” møder ved lavets Bord,
Men sparkes derfra med haanende Ord,
Som aldrig faar Ro for skrigende Tarme
Og kjender ved Vinter kun Brændevinsvarme.
Men saa kom der Krig — han blev Fortiden kvit,
Fik Kost og Mundering og alting frit,
De havde taget ham ud til Soldat
Og gjort ham med Godtfolks Børn Kammrat;
Sit Nummer han bar jo — saa det var givet,
Han havde som andre sin Plads i Livet.
Han løfted sit Hoved for første Gang:
Nu gjaldt ikke længere Navn og Rang!
Først var det med Bitterhed, Trods og Had,
Han haanende saae paa Fællernes Rad.
Der lurede Hævnlyst, som vilde han sige:
Saa blev jeg en Gang mine Plageres Lige!
I Skjænketeltet den første Kvæld
Han slog ved sit Ølkrus Tiden ihjel,
Saa mødte en lille lystig Flok,
Der var En, som bøded en Omgang Grog.
Og Glassene kom, der blev lét og klinket,
Da rejste den Ene sig op og vinked :
„Halloj Kammerat! lyd Parol, naar jeg si’er:
Slut Geled! det er mig, som i Aften gi’er!
I Hjertet er Rum, ved Bordet er Plads,
Jeg har Penge paa Lommen og Værten har Glas!
Du veed vel af Biblen, skulde jeg mene,
At Mennesket aldrig bør være alene!”
Og for hvert Haandtryk, han siden fik,
Blev mere mildt Proletarens Blik,
Og Blodet skjød til hans blege Kind
Og Modet brød til hans vege Sind;
Hver dansk Soldat blev en Ven og Broder,
Da følte han, Danmark var dog hans Moder.
Hvor Grunden er god, det jo spire vil,
Naar blot der kommer lidt Varme til;
Hvad Under, hans Hjerte var stivnet ind,
Han kjendte slet ikke Solens Skin!
Men nu kom der Regn efter tyve Aars Tørke,
Nu kom der Gøde og Haab og Styrke! —
Livet laa lyst som en Dag i Maj,
Faren paa Skandsen han ændsede ej;
Alle de mange, som bagved laa,
Havde hans Mod jo at stole paa!
Panden han løftede stolt ved Tanken
Og følte sit Hjertes dybe Banken.
Frem og tilbage med taktfaste Trin
Han gik og spejded mod Broager ind;
Der havde vel været en Times Hvil,
Men Tydsken var slem til at narre April.
Det kunde jo hænds, førend nogen vidste,
At det skulde bære nu eller briste.
Da saae han paa Skandsen et Menneske strakt,
Som havde sig i en Fordybning lagt:
En sytten Aars Løjtnant, spinkel og klejn,
Der slumred med alle Uroens Tegn;
Han rysted af Kulde for Nattens Aande
Og klynkede smaat i sin drømmende Vaande.
Og Proletaren standsed og saae,
Hvor Drengens Hænder var frosne, blaa:
„Han er nok af dem, som aldrig har lært,
Hvor Savn og Nød dog kan knuge svært,
Han er nok af dem, der blev hæget og plejet
I lune Dyner fra Barnelejet!
Men hvad han end var, den smaa Soldat,
Nu er han min brave Krigskammerat,
En af de Kjære, der Haanden mig gav . . .”
Saa smøg Proletaren sin Kappe af
Og bredte den sagte henover den Lille,
Og gik saa sin Runde støt og stille.
Der kom en Oberst, som havde set,
Hvad hist paa den ensomme Vagt var sket,
Han traadte med et Proletaren nær
Og raabte ham an: „Du Skildvagt der,
Hvor har Du din Kappe — jeg tænke skulde,
Du kunde den bruge i saadan en Kulde!”
Og Proletaren skuldrede stolt:
„Hr. Oberst, det er . . . slet ikke saa koldt,
Jeg har lagt den fra mig’ en lille Stund,
Den friske Luft gjør jo Kroppen sund!
Jeg veed nok, at Reglementet skal gjælde,
Men dog . . . . I har Synd, om I mig vil melde!”
Da straalede Oberstens Øje lyst:
„Ja Gut, Du har Varme nok i dit Bryst!
Ræk mig din Haand til et ærligt Slag,
Melde Dig vil jeg i Morgen den Dag!
Jeg kjender en Drot, som kan Hjerter veje,
For Kappen Du faar et Sølvkors i Leje!”