Uden Nummer og Navn:
han var lille og tæt,
Men hans Sind var saa ganske
forskrækkelig let,
Og saa holdt han af Mosten
langt mér, end man tør,
Naar det gjælder at vide
præcist, hvad man gjør.
Naa, paa Bunden af Glasset,
hvad stundom man seer,
Fandt vor lystige Ven
sine bedste Ideer;
Men vi véd jo, at Krukken
saa tidt gaar i Vand,
At til Slut den maa hankeløs
hales mod Land.
Saadan gik det med ham,
efterhaands fik han gjort
Sig et Synderegister
saa svimlende stort;
Det var Smaating, det Meste,
men summed dog op,
Til han misted Kokarden
for alt sit Spillop.
Da var Modet forbi,
og han sænked sit Blik,
Paa hans Læbe de kunstlede
Vitzer slog Klik.
Han blev tavs, han blev tro,
han fik Alvor i Sind,
Men den frejdige Rødme
forsvandt fra hans Kind.
Tæt ved Jagel sig Jenserne
havde sat fast,
For at give en Flok
Pionèrer lidt Rast;
Thi de østrigske Jægere
stormede frem,
Oberst Bennedeck selv
var i Spidsen for dem.
Og de Danske sig holdt,
som de kunde det bedst,
Slog tilbage med Møje
den næsvise Gjæst,
Men paany gik han løs
med en rasende Magt,
Medens Blænkerne havde
i Flanken sig lagt.
Det var Tappre, der mødtes,
det kjendte man grandt,
Der var ingen, som veg,
der var ingen, som vandt —
Da kom Bennedeck selv
med Reserverne til
Gjennem bølgende Røg,
gjennem blinkende Ild.
Paa sin Skimmel han holdt
majestætisk og kjæk,
Mens han ordnede alt
til det dødssvangre Træk;
Og den danske Kaptajn
saae med Ængstelse dér,
At han nu skulde staa
mod en usvækket Hær.
Det var yderste Nød,
der var svindende Haab,
Alt fra Tydskerne hørtes
det stormvilde Raab,
Da faldt Førerens Blik
paa en lille Figur,
Der var uden Kokarde,
men støt som en Mur.
Med Geværet han stod,
som han grundede paa,
Hvem af alle de mange,
han nu skulde naae;
Og Kaptajnen ham sendte
et prøvende Blik,
Før han vinked ham frem
med et kaldende Nik:
„Hør min Ven, Du har været
for vild, kan jeg tro,
Viis da nu, Du kan Tingene
tage med Ro!
Sigt paa Obersten dér,
ham paa Skimlen den graa,
Kan Du skyde ham ned,
skal Kokarden Du faa!”
I Soldaten det dirred,
hans Kind sprang i Blod,
Mens Geværet han løfted
til Sigte og stod
Ret som Kolben var vokset
til Kinden . . . et Knald!
Og der lød et Hurra
over Bennedecks Fald —
Et Hurra, som blev fulgt
af de Stormendes Flugt,
Nu fik Jenserne flot
med de Modløse Bugt;
Og mens Tydskerne løb
med hinanden omkap,
Saae Kaptajnen paa Skytten,
men kjendte ham knap.
Thi han skuldrede stolt
med et straalende Smil:
„Hr. Kaptajn, da det synes,
at nu vi faa Hvil,
Bli’er der Tid til at fæste
Kokarden igjen
Paa en Fyr, som saa længe
har sukket for den.”
Kaptajn Larsen ham klapped
paa Skuldren: „Min Gut,
Ja, den har Du fortjent,
som til Maals Du har skudt!
Thi den Kugle, Du skikked,
den ramte saa smukt,
At den hele Reserve
Du sendte paa Flugt —
Men giv Stunder, thi dér
bag den bugtende Hæk
Ligger Blænkere, dem
maa vi først purre væk!”
Da . . . et Glimt og et Knald,
med en hvislende Støj
Fra en østerrigsk Riffel
en Spidskugle fløj!
Og den bored sig dybt
i den Meniges Bryst.
I et Sæt sank han ned,
mens med bristende Røst
Til Kaptajnen han hvisked:
„Kokarden . . . o, giv
Mig Kokarden, den har jeg
betalt med mit Liv!
Det skal glemmes, jeg var
en forviltret Krabat,
Lad mig dø med mit Tegn
som en ærlig Soldat!”
Og han rakte i Vejret
sin rystende Arm,
Da blev Chefen om Hjertet
saa underlig varm!
Af sin Felthue rev han
Rosetten i Hast,
Paa den Døendes Bryst
han den hæftede fast:
„Far kun frejdig, min Dreng,
paa den Vej, som Du maa,
Med Kaptajnens Kokarde
for Rye skal Du staa!”