Det dagedes om Lande
Og Solen straaled vidt paa Jord
Med Guldblink over Vande
I Eckernførde Fjord.
En stille Frost ved Vintertid,
Af Sne var Skovens Bræmme hvid,
Da Danmark stred sin tunge,
Sin skjæbnesvangre Strid.
Nær Horisontens Stribe
En Røgsky viste Brisens Flugt,
To danske Orlogsskibe
Stod ind fra Kielerbugt.
I Sol og Sang vort gamle Flag
Sig boltred højt for Vindens Tag,
Ja, der var Haab omborde
Paa Krigens første Dag.
Det synedes fra Dække,
Hvordan i Land bag Busk og Krat
En sluttet Forpostrække
Holdt Kysterne besat.
Der blinked Vaaben paa hver Vej,
Men ingen Fane viste sig,
Om Venner eller Fjender,
Det skjelnede man ej.
Det Spørgsmaal maatte klares,
Hvis det var Danske vilde vel
Et løst Signalskud svares —
Men det gav intet Held!
Endnu en Hilsen drøned ud,
Saa fulgte der et bedre Bud,
Thi „Esbern Snare” sendte
Sit første skarpe Skud!
Den Bombe kunde synge
De danske Gutters vante Sang,
Midt ind i Fjendens Klynge
Den bored sig og sprang!
Da blev der Vræl og stort Stahøj,
Den Hilsen var dem lovlig drøj,
Og rundt omkaps med Stumperne
De Pikkelhuer fløj!
Ja travlt han fik derinde,
Den snilde Mikkel i sit Skjul;
— Der var kanske et Minde
Om Tordenskjold og Juel? —
Han fyred løs, det kan nok hænds,
At Riffelpiberne blev lænds,
Men midtvejs tog hver Kugle
En Dukkert sig imens!
Først da med Mas og Møje
De Tydske havde stridt og stræbt,
Og langs med Strandens Høje
En Rad Kanoner slæbt,
Trak „Esbern Snare” sig med „Thor”
Besindigt fra den bidske Jord
Og satte Kursen udad
Af Eckernførde Fjord.
Fra Wrangels Kammerater
Lød et Farvel med Brag og Brum,
Saa Kugler og Granater
Slog Bølgerne til Skum;
Mens Gutterne derude stod
Og sendte Svar med frejdigt Mod,
Saa ingen skulde nægte,
De Høflighed forstod!
En Gast paa „Thor” omborde
Fik Lyst at se det muntre Liv,
Hvad Virkning det vel gjorde
I Fugleperspektiv;
Og til den høje Vimpeltop
Han entred paa Korvetten op
Saa smidig som et Egern,
Der gjør sit Mesterhop.
Der hang han stolt og gynged
Med aabent Bryst og Blus paa Kind
Til Mastetoppen klynget
Og saae mod Stranden ind,
Han vinkede med Haanden hen:
„Farvel og Tak, vi ses igjen —
Men naar og hvor jeg kommer,
Veed ikke du, min Ven!”
Det rusked ham i Kroppen,
Tæt over ham en Kugle slog,
Der ramte Mastetoppen
Og Knappen med sig tog!
Og ved den Rysten og den Støj
Blev Vimplen revet løs og fløj,
Saa fast det kunde synes,
Som „Thor” for Tydsken strøg!
Hvis det, som Kuglen gjorde,
Var ment mod Danebrog saa slemt,
Forvist den aldrig burde
Vor Topsgast have glemt!
Han Vimplen greb fra Vindens Kast
Og holdt den højt i Haanden fast:
„Hurra, vi stryger ikke,
Vi gaar med Flag i Mast!”
Og Tydsken fandt det samme
Og sendte løs sit glatte Lag,
Den Vimpelknap at ramme
Blev til en Æressag.
Men kjækt sin Vimpel Gutten svang,
Mens Kuglerne omkring ham sang;
Ja, der var Flag i Masten
Og „Thor” gik stolt sin Gang!
Den Sømands Daad til Minde
Flyv ud min Sang paa alfar Vej —
Kan intet Navn jeg finde,
Derom jo spørges ej!
Vi kjender jo vor djærve Flok,
Saa den Betegnelse er nok,
At Gutten var en Menig
Af Holmens faste Stok!