Septemberdagen var saa varm,
Som vel den være kunde,
Hvor Mænd udvexled gammel Harm,
Thi under Bulder, Drøn og Larm
Stod Slaget ved Mysunde.
Alt mere nær hinanden brød,
De daadberedte Hære,
Kartoven tav med Bud og Død,
Kun skarpe Riffelsalver lød,
Der Hilsen skulde bære.
Og det var vist, en Hagl som den
Ej nogen af dem lysted:
I hobevis at strækkes hen
Blev selv for drøjt for danske Mænd,
Der havde Mod i Brystet.
Og Willemoes med fyrigt Sind
— Det var hans Arv i Blodet —
Sprang Fjenden kjækt paa Livet ind
Og stormed løs for Faren blind,
Kun ført af Heltemodet.
Med et Hurra de Danske var
Hos ham, der grandt forstod dem,
Men Fjenden holdt en Velkomst klar,
Thi blanke Bajonetter skar
Som Lyn ved Lyn imod dem:
Et Haandgemæng med Suk og Støn,
Thi Skudene holdt inde.
Med tunge Fald, med dæmpet Bøn
Om Naade, hvor kun Dødens Løn
Den Slagne kunde finde!
Midt i det værste Vaabenbrag
Saaes Willemoes sig blande,
Da fik en Kjæmpe i ham Tag
Og førte højt et Kolbeslag
Mod Heltens hvide Pande.
Vel ramte Riflen ej saa haardt,
Som den var tung at svinge,
Thi Willemoes parered bort,
Men dog — forvist kom han tilkort
Med samt sin spinkle Klinge.
Endnu et Slag, og den var brudt
Da mødte Hjælp i Tide,
Thi før den Tvekamp havde Slut,
Blev Løveungen varlig skudt
Af Vennehaand tilside.
En dansk Soldat, som vilde troes,
Sig blanded nu i Talen,
Med Panden sort af Krudt og Oes
Han brummed: „Sla’er Do Willemoes?
A trowr, te Do æ galen!”
Og inden Tydsken fatted ret,
Hvor Jens var indigneret,
Stod Punktum paa hans Regnebrædt —
Den stødte Jydes Bajonet
Ham havde expederet.