Det buldrer hult gjennem Harritslev By,
Hvor Lader og Længer flamme,
Og Krudtrøgen sænker sin Tordensky,
Hvert Lyn gjennem den med dræbende Bly
Vil mandige Hjerter ramme!
Thi rasende stormed mod Dansken dèr
De tydske Turneres unge Hær.
Og Taagen over den bakkede Egn
Snart Slagmarken ganske dækker,
Det blinker af Rifler fra hvert et Hegn,
Der rasler og piber en haglende Regn
Af Kugler mod Danskernes Rækker;
I Fronten de vakle — det gjælde maa
Frem eller tilbage, man kan ikke staa!
Da kasted de sig bag et Dige ned,
Og trykked sig tæt i Klynge,
Paa Panderne perled den kolde Sved,
Det var, som Rædselens Mare dem red,
Kun Kuglerne hørtes synge.
Hver dækkede sig, som han kunde bedst,
Thi Døden stævnede Gjæst til Gjæst!
Men op paa Volden en Løjtnant sprang,
Han hed Otto Vaupell med Ære!
Her fik sin Ilddaab han første Gang,
Kjæk stod han dér og sin Klinge svang
For Jenserne Manddom at lære.
Saa ung og dog mellem alle dem
Den eneste, som turde vove sig frem.
Først tav han en Stund, saa raabte han ud
Til dem, der klumped sig sammen:
„Er der ingen fler, som tør staa for Skud?
Skal Løjtnanten ene vove sin Hud
Og ene sig fri for Skammen?
Herop hver den, som har Mod i Bryst,
Thi her er luftigt og her er lyst!”
Han kaldte højt, men der kom kun to, . . .
De Navne forglemmes ej heller,
Den raske Carlstruf og Nøddeboe,
De raabte Hurra, sprang derop og lo:
„Hr. Løjtnant, Reserven sig melder!”
Og Vaupell hilste dem: „Saa er vi tre,
Som frit tør Tydsken i Øjnene se!”
„Hør Carlstrup, det er i Grunden slemt
— Tog Nøddeboe nu til at spøge —
At jeg Paraplyen i Dag har glemt,
Det hagler jo her og det var saa nemt
Bag den lidt Dækning at søge!”
„Fy!” svarede Carlstrup, „det mener Du ej,
Saa tænkte jo Tydskerne, Du var fejg!” —
Snart kravlede en og anden Jens
Paa Diget op til de Trende:
Det var jo muligt . . . det kunde hænds,
At Ilden var sagtnet lidt imens,
Saa nu man Front turde vende!
Og før det hele dem ret stod klart,
Mod Fjenden det gik i strygende Fart!
Der var ej en eneste Mand, som sveg,
Og Fjendens Dækning blev taget;
Men langsomt og sejgt kun Turnerne veeg,
Ved næste Dige de „vorwärts” skreg
Og vendte sig atter til Slaget!
Dér mødte de Danske det samme Spil:
En Kugleregn gjennem blinkende Ild.
Da dukkede alle sig ned igjen,
Men Vaupell var klar til Bataille,
Han stod paa Diget og vinkede hen
Til Fanebæreren: „Hid min Ven,
Du er dog en Mand Admiralillie!
Herop med Fanen, her er dens Plads
Og her, maa jeg tro, den kommer tilpas!”
Og Admirallie var ej af dem,
Der sænked af Skræk sin Fane,
Det pirrede i ham, han maatte frem,
Om ogsaa Konfekten var lovlig slem,
Hans Mod det ej kunde rane!
Snart Danebrog stolt for Vinden fløj,
Saa det kunde kjendes, den ikke strøg.
„I danske Soldater, som dække jer til”,
Tog Vaupell djærvt til at sige,
„Nu kan I følge os om I vil,
Men fremad gaa vi mod Fjendens Ild,
Thi Danebrog skal ikke vige!
En Kugle kan naa, en Kugle kan slaa,
Men Mænd i Brystet den tage maa!”
Frem skred de Fire — da mylrede op
Paa Diget de danske Soldater.
Geled ved Geled i stormende Trop;
Afsted det gik, trods Kuglernes „Stop”
Mellem dandsende Sprænggranater!
Og saa fik Turnerne deres Behov,
De mindes endnu hin Dag ved Bov!