Ved Slesvig stod det første Slag
I Sønderjyllands Krige,
Trods Wrangels stærke Overtag
Dog ingen vilde svige.
Thi Kampen trak i Timer ni,
Ej førend Dagen var forbi,
De Danske maatte vige!
Der var i første Jægerkor
En frejdig Flok Studenter,
Som drog med Lyst til Slesvigs Jord,
Hvor Modet ret gav Renter.
Ja, Kapital de satte ind
Af Kraft og Liv og Ungdomssind,
Der sig i Gjerning prenter.
Men selv om Artium man har,
Dog skudfri bli’er man ikke,
Og mér end een Student det var,
Man saae paa Valen ligge.
Snart Ambulancen kom derhen,
Saa maatte de som fangne Mænd
Sig pænt i Skjæbnen skikke.
Paa Slesvigs Lazaret de kom,
Og alt imens gik Tiden,
Den bringer med sig Lægedom
For Saar og anden Liden!
Men da den værste Tørn var endt,
Det lysted hver en dansk Student
Igjen at gaa i Striden.
Den Tanke, Kampen daglig stod
Alt under lyse Bøge,
Vel maatte for det unge Mod
Al Kjedsomhed forøge.
Dog det var deres værste Sorg,
At Prindsen af Augustenborg
Dem voved at besøge.
Som Katten efter Musene,
De Danske at forføre
Hver Morgen kom han snusende
Sig lækker ret at gjøre.
Da fandt Studenterne tilsidst,
Det var en Gang paa Tide vist
Om Næsen ham at tørre.
Og saa en Dag, da Prindsen gik
Sin Runde, som han plejed,
Saa svared Møller paa hans Nik
Helt englemild fra Lejet:
„Ak, Eders Højhed, det er slemt,
Jeg helt mit Skole-Tydsk har glemt,
Det har jeg overvejet!
Jeg løber Sur i alt det Skidt,
Bandager, Mad og Klæder,
Men særlig savner jeg saa tidt
Et Stikord disse Steder.
Og da jeg kan kun Sønderjydsk,
Saa oversæt mig først paa Tydsk
Det danske Ord: „Forræder?”
Den høje Prinds blev flammerød
Som Danebrogens Flige —
Men Møller atter Pausen brød:
„Naa, det vil I ej sige?
Ja, Herregud — fortæl saa blot
Hvad „Méned” kaldes kort og godt
Hos Jer og Eders Lige?”
Og Prindsen stammed, mens hans Kind
Var hvid som Sengens Lagen;
De Spørgsmaal faldt ham sært paa Sind
Saa fastende paa Dagen!
Han drejed skarpt paa Hælen om,
Og det var sidste Gang, han kom
Til Jenser med Beklagen.
Men Møllers Latter frisk og klar
Lød gjennem Lazarettet:
„Sé, saadan er det, naar man har
Samvittigheden lettet!
Jeg grunded paa den ganske Nat,
Hvordan jeg skulde faa ham sat
Den Beet paa Regnebrædtet!”
Saa et Hurra for Fredrik Rex
De jubled til hinanden,
Men Lægen raabte helt perplex:
„Den Knægt er fra Forstanden!”
„Nej,” — svared Møller — „uden Pral,
Det var jo Prindsen, som blev gal,
Men jeg er klar i Panden!”