Dagen var vor og i Aarhus By
De Danske møde med Sejer;
Forrest er Helten Olaf Rye,
Mens trindt om Danebrog vajer.
De Borgermænd i den gamle Stad
Dragonerne stævned til Gilde,
Saa Mosten sprang af det fyldte Fad
Fra Middag til Aften silde.
Og Glæden var allevegne Gjæst,
Det mylred med Folk paa Gaden,
Den Skomager blev slet ej ved sin Læst
Men fulgte med Vagtparaden!
Bageren smed sine Kringler i Grams,
Hver Krovært gav gratis at drikke!
Og Skrædderen fløj som en Gedehams
For Marodører at stikke.
Ja, Jubel der blev fra Hus til Hus:
Saadan skulde Tydskerne smøres!
Naa, hist og her man drak sig en Rus,
Men det skal jo ogsaa gjøres!
Da just som Gildet trak lystigst ud,
Og Ingen paa Lungerne sparer,
Fra Fjenden kom der til Chefen Bud:
To bukkende tydske Husarer.
De holdt en Tale med Motto: „Ach,
Das war eine grausame Salbe!”
Og Meningen var, de yttred med Tak:
„Wir hätten genug mit das halbe!”
Men saa kom Knuden: blandt Fangerne var
En Prinds af Salm — og desværre,
Von Prittwitz en særlig Yndest bar
For denne durchlautige Pierre.
Han var forpligtet at vogte tro
Hin unge lovende Pode,
Saa intet Under, Hr. Obersten jo
Var særdeles ilde tilmode.
Saa fletted tilsidst de en Vending i
Om Hensyn til Standspersoner,
Og bød at løse hans Højhed fri
Med tyve danske Dragoner.
Og det var den herlige Olaf Rye,
Hans Læbe til Smil sig bøjer,
Skjælmen bag Øret sig kan ikke dy,
Paa Alvor maa følge Løjer:
„I Herrer, det Tab er jo grumme trist,”
Saalunde han Svaret begyndte,
„Men halvvejs I selv har Skylden, saavist
Som I Jer saa græsseligt skyndte!
Hans Højheds Læg havde faaet en Rift,
Han kunde saa daarligt rende;
Se det er Grunden til min Bedrift
Saavelsom til eders Elende!
Nu savner I særlig Prindsen af Salm
Og maa over Sorgen ruge —
Ja, hvorfor mon jeg skulde gjøre Kvalm,
Da jeg ham slet ikke kan bruge?
Men jeg er en grumme honet Person
Og nobel i al min Vandel,
Derfor, højstærede Deputation,
Jeg slutter ej saadan en Handel.
Tænk, tyve danske Dragoner I
Vil give for Prindsen — bevares!
Hvordan skulde saadant Snyderi
Af en ærlig Kriger forsvares?
Desuden af tydske Fanger har jeg
Saa gudvelsignet en Mængde,
At til saa gunstige Vilkaar ej
Mit Regnskab til Dato trængte.
Fy! danske Dragoner man tusker ej
I Snese som Sild af en Kiste,
Hver en blandt dem er jo „første Sort”
Det tænkte jeg næsten, I vidste!
Men I skal faa eders Prinds igjen
Og jeg til Byttet beredt er,
Naar blot som Løsning I skikker hen
En femtenaars dansk Trompeter!”
De saae paa hverandre: mon det gik an?
Og tyggede noget paa Svaret;
Men om saa Tuskningen kom i Stand,
Har siden jeg ikke erfaret!