Vi har hørt det selv i disse
Sidste Dage lydt forkynde:
Gjennem Brandenburgerporten
Danmarks Fremtidsbane gaar!
Den Vej gik jo Idstedløven,
Hat i Haanden, vi skal følge —
Med det Gode, med det Onde,
Er kun Valget, som vi faar!
Hvorfor spille nationale.
Hvorfor lege mer fornærmet,
Hvorfor komme med vort lille
Overstrøgne Regnebræt?
Vi har ingen Grrund til Klage,
Det er os, „die dummen Dänen”,
Der ej fatte kan det nye
Tidens Løsen: Magt er Ret!
Det er Frelsen; Vi skal knæle
Ved Kulturens høje Alter,
Som von Bismarck og von Moltke
Bygged af det kruppske Staal;
Ene stræbe dem at tækkes,
Maale kun med deres Alen,
Glemme, at vi har vort eget
Fædreland og Modersmaal!
Tiden vil det: Vi det lille
Vundeslagne Folk af Taaber
Med et Sprog, vi har os flikket
Af en plattysk Dialekt —
Hvad vil vi med vore Drømme
Om Selvstændighed og Frihed
Mod de mægtige Germaner,
„Hermanns” ædle Efterslægt? . . .
Danske Mænd og danske Kvinder,
Fatter I, hvad nu det gjælder?
Drømmen brast, til Livets Alvor
Skifted om det fagre Digt.
Højre — Venstre lige meget,
Derom kan vi enes Alle;
Vi, som died samme Moder,
Vi har samme Barnepligt!
Skal vi se vor Moder slæbes
Bag den Blodiges Triumfvogn
Som en ærekrænket Kvinde,
Til det glemmes, hvad hun var?
Skal vi høre hendes Klage,
Daadløst uden Arm at løfte.
Uden med et Ord at give
Hendes dybe Smerte Svar?
Skal vi bøje os og tænke
Tanken ud, den pinefulde.
Om en Efterlægt, der træder
Paa vor Grav med Haan og Had,
Som forbande vil hvert Minde
Om de Mænd, der Æren solgte
For at kunne sidde døsigt
Ved det fyldte Sulefad.
Og vort Sprog, det milde, blode,
Barnefødt paa Vang og Vænge
Som et Ekko af den lyse
Junigrønne Bøgeskov —
Det skal langsomt gaa til Grunde,
Sænkes i en evig Glemsel,
Saa det ej af Bonden kjendes,
Naar han synger bag sin Plov!
Nej, før Danebrog skal hænge
I Musèer kun og vises
Til et Folk foruden Hjerte
Som et Fortidsminde om —
Lad det se vor Kamp paa Kniven,
Trevles op af Fjendekugler,
Gaa den Vej, som Hvitfeldt viste,
Gaa den Vej, hvorfra det kom!
Over Døgnet staar den høje
Nemesis med strænge Miner,
Haanligt smiler hun ad Magten,
Hun, som kun er Rettens Tolk.
Støvets Lod er Støv at vorde,
Troner smulre. Jernet ruster —
Babelstaarne ramle sønder,
Naar hun dømmer Folk mod Folk.
I sin højre Haand hun holder
Hævnens Lyn, det flammestærke.
Som kan svide Ørnens Vinge,
Saa den synker knust mod Jord;
Som kan smelte Jernkolossen,
Saa den flyder ud i Slagger,
Og dens Verdensvælde bliver
Til et Minde uden Spor.
Kjender du den græske Mythe
Om Antæos, Søn af Jorden,
Blodig æskede han Alle
Til en Kamp mod Overmagt,
En for En de kom og brødes,
Alle de, der skulde Vejen,
Indtil En for En de havde
Nederlagets Bærme smagt.
Et dog glemte han, den Frække,
Landerøveren Antæos,
At Herakles, Himlens Ætling,
Skulde Vejen ham forbi;
Og de brødes lange Dage,
Jorden jamred sig i Vaande,
Men da Kampen var tilende,
Jubled Slægten frelst og fri!
Lad den Stolte smedde Lænker
Til Evropas frie Lande,
Lad ham rasle med sin Sabel
Fra Sadowa og Sedan —
Aldrig gaar et Folk til Grunde,
Som for Liv og Frihed kjæmper,
Om det dybe Mørke ruger.
Solen sejrer dog en Gang.
Flag i Masten! Lad det vaje
Frit paa vore frie Sunde,
Fortidsmindet dønner over
Kongedyb og Kjøgebugt!
Hører du Kommandoraabet
Fra de hedenfarne Helte:
„Flag i Masten, til det flyver
Hvitfeldts høje Himmelflugt!
Over Idstedheden svæve
Skyggerne ved Midnatstide,
Og det sukker gjennem Lyngen:
„Øves I til Stevnet Børn?
Er han vaagnet af sin Dvale,
Han, der under Kronborg sover
Længe nok blev Løvens Hjerte
Hakket af den sorte Ørn!”
Og blandt disse Røster lyder
Hans, der faldt i Enekampen
Da for Fædrelandets Ære
Han sit Liv frimodig gav.
Skjønt det er at binde Kranse
For at smykke Mindestenen,
Skjønnest dog ved Daad at frede
Om den sjnnkne Heltegrav!