Alt Skumringen gled over Kolding By,
Det mørknedes ude og inde,
Paa Gaden hørtes kun klirrende Skridt
Af Danmarks hoverende Fjende,
Højt løfted Ruinen sin tunge Kolos
Det favnende Mulm i Møde —
Var den et Billed paa Danmarks Hus,
Som nu skulde lægges øde?
Kun i Hotellet var Lys og Glans
Og Messebordet stod rede,
Her samledes Officérernes Corps
Hver Aften, naar Sol var nede. —
Der taltes om Dybbøl og Broagerland,
Hvad Nyt der nu skulde hænde.
Hvor længe det vel kunde vare, før
Den lille Krig var til Ende?
Historien var jo en Børneleg,
En Løjtnant man hørte sige,
Og regnet højt en Manøvre, som
Gav neppe Begreb om at krige.
En fandt det pudsigt, at Sejrens Krands
Man skulde med Østrig dele;
Kun Chefen, Hr. Oberst von Somnitz, sad
Saa underlig tavs ved det Hele.
Han plejede van med en lystig Skjemt
Sig muntert i Talen at blande,
I Aften sad han saa stum og mørk,
Der laa som en Sky paa hans Pande.
Først den Gang Maaltidet nær var endt
Og de sidste Converter byttet,
Han rejste sig op med Glasset i Haand
Og talte, mens Alle lytted:
„Vi maa, mine Herrer, ej skilles ad,
Før vi har et Bæger drukket
Til Ære for Helten, som har i Dag
Sit Øje for sidste Gang lukket!
Jeg veed, han var kun en menig Soldat
Og mulig den fattigste Stymper,
Men dog ved Tanken om ham og hans Død
Mit Hjerte sig underligt krymper.
Thi Ven eller Fjende, det gjælder jo ej,
Hvor man om en Helt skal dømme,
Og aldrig traf jeg en gjævere Mand
Til at føre Klinge og Tømme!
Hr. Løjtnant, jeg hørte Dem nys for Spøg
Vor Krig en Børneleg kalde . . .
Nej, det Regiment, der har mange som han,
Maa være det første af alle!
Thi fik vi end Ziethens herlige Navn
Fra Syvaars Hæderens Dage,
Og har vi end aldrig vendt Fjenden Ryg —
Her maatte vi veget tilbage.
Det var en Skam for hver rød Husar,
At vi ham ej kunde fælde.
Men større Skam, at i vort Regiment
Dog Æren saa lidt skulde gjælde.
Mine Herrer, jeg siger det lige ud,
Det kan ikke andet være:
Den Kugle, som skjødes mod hin Dragon,
Den ramte — Preussernes Ære!
Det staar mig klart, at den Officèr,
Der saadan kan Æren glemme,
Om han var ti Gange Adelsmand
Ved vort Regiment har ej hjemme!
En Plet har han sat paa vort Krigerskjold
Med sin forbandede Kugle,
En Plet, som vi gjennem mange Aar
Forgjæves vil stræbe at skjule.
Det var ingen Handling i Desperation,
Thi Ærens Vej stod ham aaben.
Han kunde sin mandige Fjende mødt
Med ærlige, blanke Vaaben —
Det turde han ikke — han er en Kujon,
Jeg siger det højt for Alle:
Hans Daad var et fejgt, nederdrægtigt Mord
Og æreløs vil jeg ham kalde!
Men I, mine Herrer, som vist med mig
Forstaar at hædre den Gjæve —
En Skaal for den tapre danske Dragon,
Hans Helteminde skal leve!”
Da var der vel ikke en eneste Haand,
Som ej gad den Faldnes trykke,
Men Løjtnanten rejste sig tavs og gled
Ad Døren ud som en Skygge!
Og hvor han blev af, man gjætter kun,
Thi Ingen mér vilde kjende
Den Skurk, som de røde Husarers Ry
Ved en Niddingsdaad turde skjænde.
Hans Bane paa Ærens Mark var endt,
Med Skam han sit Navn maatte skjule
Man siger, han faldt som Renegat
Ved Plevna for Russernes Kugle.