Jeg drømte, at jeg var en Jægersmand,
Fulgt af min Hund jeg iled frem i Skoven,
Foran mig flygtede en anskudt Hind.
Det var en lystig Jagt, og min Begjær
Blev stedse vildere, jeg maatte fange
Det skjønne Bytte. Mat og skjælvende
Foer Dyret frem igjennem Krattets Tykning,
Indtil det naaede en aaben Plads,
Da standsed det og drejede sit Hoved,
Saae paa mig med et bange, bønligt Blik,
Dødsangsten lyste fra det blide Øje.
Men haard og hjerteløs jeg greb min Riftel
Og hævede den langsomt op til Kinden,
Koldblodig tog jeg Sigte, mens min Hund
Med blodgridsk Blik paa Ofret ventede. —
Da traadte frem imellem Skovens Stammer
En Kvinde, ung og skjøn, med mørke Lokker,
Der bølged frit ned over Skuldrens Sne.
Med lette Skridt hun traadte ud paa Sletten
Og sendte mig et langt, et sorgfuldt Blik,
Hvori en Sjæl saa ren og lys sig spejled.
Ud mod den bange Hind hun strakte Haanden,
Og tillidsfuld mod sin Beskytterinde
Den iled hen og slikked hendes Haand.
Da skjælvede min Arm, og Bøssen faldt
For mine Fødder i det høje Græs,
Det lysned for min Tanke, og jeg kjendte
Den unge Kvinde atter — det var dig,
Min eneste, min første Kjærlighed.
Men — o, hvor brødefuld stod ikke jeg?
Min Lyst var Blod, min Attraa kun at myrde!
Mod Jorden ned jeg skamfuld sænked Blikket,
Jeg turde ikke se dig ind i Øjet.
Men da fornam jeg om min Hals din Arm,
Op til mit Bryst du lænede dit Hoved
Og smiled til mig kjærlig gjennem Taarer.
„Glem alt — du hvisked — glem hver bitter Time,
Hver Sorg, som du har lidt, ved dette Bryst,
Bliv blød igjen, som du det engang var!”
Da brast den haarde Skal omkring mit Hjerte,
Jeg følte, du min Brøde kunde sone
Og føre mig som Lysets rene Engel
Fra Mørket atter ind til Livets Fred!