Paa Ødemarken stod den
Og saae udover Søen,
Dens lange Suk sig tabte
I Tonernes Hendøen!
Da ser den i det Fjerne
Hinsides Vandet Magen,
Og højt til Jubelraabet
Sig vender Længselsklagen.
Paa rappe Fod den iler,
Da revner Isens Flage,
Den styrter sig i Bølgen,
Og svømmer mod sin Mage!
Hun kalder og hun vinker
Hist paa de fjerne Strande,
Den kjæmper — ak forgjæves!
Imod de kolde Vande!
Den kjæmper ej for Livet,
Den kjæmper for sin Længsel,
Men Isens tunge Blokke
Slaar Mur om Vandets Fængsel.
Sit sidste Blik den kaster
Med Sorg paa Livets Rige
Og synker, mens fra Dybet
De store Bobler stige!
Dens Mage staar ved Bredden
Og kalder over Søen —
Forgjæves, ingen svarer
Paa Sukkenes Hendøen!
Alt mer og mer forsvinder
Den lange Længselsklage,
Paa Ødemarken Hunnen
Alene staar tilbage!