Hvorfor ser du paa mig saa bedrøvet
Med vemodigt, taareblændet Blik?
Ak, du veed jeg bøjet blev i Støvet
Og for Kvæge fik saa bedsk en Drik!
Du forstod min Ungdoms fejre Higen,
Fatted Længslen dybest i mit Bryst,
Saae min Tanke i sin kjække Stigen —
Derfor vil nu du mig bringe Trøst!
Men din Læbe mægter ej at tale
End det allermindste Trøstens Ord,
Dog, din Trøst, den stumme, kan husvale
Mer end selv dit ædle Hjerte tror!
Thi dit Blik mig siger, alle Dage
Jeg i dig dog har en trofast Ven,
Som forstaar mit Hjertes stumme Klage
Og i Tavshed med mig deler den!