Ret som den kantede Sten, der kastes i Brændingens Hvirvel,
Rulles ustandseligt frem vide paa Havbunden om,
Indtil den glattet for Furer og takkede Kanter og Hjørner
Kastes ukjendelig op fjernt paa en vildfremmed Strand!
Saa er og Menneskets Skjæbne i Verden; se Ynglingen træder
Fuld af Begejstring og Haab ind i det ukjendte Liv,
Og for hans jublende Tanke saa skjønt Idealerne svæver,
Drømme om Venskab og om Kjærligheds sejrende Magt!
Ak, men de rullende Aar snart røver ham hans Idealer,
Drømmene, en efter en, blegner og bliver til Spot!