Saae du Stjerneskudet fare
Over Himlens dybe Grund,
Hvor det lyste, — ak den klare
Stribe sluktes samme Stund!
Saae du, hvor i Straalebadet
Sæbeboblen herligt steg,
Glimred, knustes saa mod Bladet,
Kun et Spil for Vindens Leg!
Saae du Haabet dristigt stige
Opad fra den flade Jord,
Længslen drev det til at hige
Mod det lyse Stjernekor!
Saae du ikke atter Haabet
Dale inden et Minut,
Hørte du ej Spotteraabet,
Da det sank til Jorden brudt!
Men det skal vel saadan være,
At vor Længsel bli’er en Spot,
At hvert Haab, som vi tør nære
Er en Sæbeboble blot!