I.
De forlanger, hver Erindring
Jeg levere skal tilbage,
Som mig deres Sjæls Udvalgte
Gav i længst forsvundne Dage!
Enten spøger de, min kjære.
Eller fra Forstanden er de?
Gav jeg hvert et Kys tilbage,
O — saa blev jeg aldrig færdig
II.
Jeg hørte dem kjælent hviske
Til deres Elskede nys:
„Du giver mig altfor mange
Glødende Elskovskys!
Du ødsler formeget, du kjære,
Tænk nu, hvis du spilled fallit,
Saa jeg ej mer kunde fange
Paa Læberne Kysset dit!”
Hun tav og smilede til dem
Og gav dem et Kys til Tak;
Men jeg — o, hvor lo jeg af deres
Forelskede Pølsesnak!
De frygter, paa Kys hun skal spille
Fallit, — det behøver de ej;
Hun har et forsvarligt Lager,
Som hun har faaet af mig!