Om Kjærlighed du præker
Jo baade Nat og Dag,
Det bliver dog i Længden
Lidt kjedelig en Sag!
Du gjerne gik i Døden
For kende! — Aa, ja vist!
Den Slutning paa Historien
Forresten blev lidt trist!
Mer end dig selv, du siger,
At du kar kende kjær,
Og skabe hendes Lykke
Din Livsopgave er! —
Men sæt nu, at kun ikke
Dig elsked mer igjen,
Sæt, at den grumme kaared
En anden Hjertensven! —
Sæt, hun Returbilletten
Dig gav en skjønne Stund,
Siig blev din Livsopgave
Dog hendes Lykke kun?
Jeg tror det næppe, kjære —
Tilgiv min Vantro blot —
Jeg kjender den Slags Fraser
Desværre altfor godt!
Det hele reducerer
Sig vist til det, du veed,
Man aldrig vil erkjende,
Til — Egenkjærlighed!