Sagas Skjold
(1870.)
(1870.)
Jeg sad og støtted Haanden under Kind
Og grubled over det, som Tiden bragte;
Min Tanke manede mig Saga frem,
Men ikke som den ædle, høje Dise,
Der rister Heltenes Bedrifter ind
I Skjoldet med en uudsletlig Skrift,
Hun vorden var en hæslig Troldekvinde,
Der med et rædselsfuldt, fortrukkent Aasyn
Ud over Jorden saae med giftigt Blik,
Mens haanligt bort hun slængede sin Griffel
Og greb med runken Haand et staalblaat Sværd,
Hvis blanke Od i levret Blod hun dybbed
Og tegned paa sit Skjold med Flammetræk
Kun Mord og Brand og faldne Krigres Dødssuk
Og Enkers Jammer, Mødres Hjerteskrig
Og vilde Kanibalers Jubelraab. —
Forfærdet vendte jeg mit Blik fra hende
Og saae paa Jorden ned, mit Øje søgte
De grønne Lunde, gyldne Hvedemarker,
De friske Enge med de tusind Blomster,
Og Bækkene, der slynged sig i Bugter,
Og bragte Frodighed til al Naturen,
Og rislede med en melodisk Boblen
Forbi de fredelige Landsbyhuse,
Hvor Børnene ved Bredden stod og meded,
Imens de gamle kjørte Kornet hjem
Og fyldte Laderne med Markens Grøde —
Det søgte Øjet længselsfuldt at tinde,
Men, ak, forgjæves, alt var borte nu!
Hvor nylig Skoven pranged duftende,
Stod svedne Stubbe mellem Askedynger,
Og ingen Huse, ikkun brændte Tomter
Forraadte, hvor en Arne havde staaet.
Ligdynger standsed alle Bækkes Løb,
Mens frem af Jorden Blod i Strømme pibled.