O, ser jeg paa al denne Falskhed og Tant,
Klædt i Purpur og glimrende Pragt,
Ser Løgnen forhaane alt ædelt og sandt,
Ser Sejren, som Avind og Smaalighed vandt,
Ser Kulden, som Tungen paa Kjærlighed bandt,
Ser Haabet, som higed, men sank og forsvandt,
Og ser paa Geniet, som trodsed, men fandt
Kun sin Grav gjennem Spot og Foragt —
Da gribes jeg selv af en haanende Lyst,
Af en ukjendt, en spottende Magt,
Der vækker en Bitterhed dybt i mit Bryst,
Der lokker min Sjæl med den giftigste Røst
Fra Venskabs og Kjærligheds smilende Kyst,
Det mørknes i Sjælen, hvor før der var lyst,
Jeg styrter mig ud til en rasende Dyst
Imod Verden og Verdens Foragt!