Hallo lille Broder løs Kettingen rask,
Se Baaden, den Stakkel, med voldsomme Pladsk
Jo søger at søndre sin Lænke! —
Men nu er den fri for de strammende Baand,
Nu Sejlet i Masten og Roret i Haand,
Og saa vi paa Frygt vil ej tænke!
Saa kløver vi Bølgen med jublende Sang,
Vi skal den jo pløje, den skvulpende Vang,
Mens Ran spiller op paa Fiolen!
Og dukker i Brændingens Hvirvel vor Baad,
Hvad gjør det vel os, at vor Frakke blier vaad,
Den tørres nok atter i Solen!
Lad regne og storme, det er dog Komers
At blæses igjennem paa Kryds og paa Tvers,
Det frisker og styrker og kvæger. —
Hvert Støvgran af Sjælen bortvejres i Hast,
Derfor kryds kun op imod Stormens Kast,
Den Kur for Tungsindighed læger!
Naar øverst vi gynger paa Bølgernes Kam,
Og Brændingen tykkes dig temmelig stram,
Da skjælv ej for Skumfraadens Hvinen!
Stem Brystet kun op mod den strygende Vind
Saa Blodet dig farer til blussende Kind:
Jo værre, des kortere Pinen!
Om om saa en Braadsø slog Skuden i Kvag,
Det hele var jo kun et Øjebliks Sag,
Vi lang Reflektion kunde spare!
Paa Landet vi bliver blandt Ormene delt,
I Havet en Hajfisk kan sluge os helt —
Der kan vi vor Enhed bevare!